Tag Archives: børn

De første minder: Om grise og møddinger og om at stå sammen når det gælder

Jeg sidder på køkkenbordet med fødderne i vasken. Min mormor gnider mine tæer og lægge ind i sæbe. Der er mørkt og køligt i det store køkken. Mørkt og køligt og stille, kun lyden af den tykke sæbe, der lægger sig på huden og vandet fra vasken, der plasker, når min mormor tager vandet i sine hænder og hælder det over mine ben. Uden for er det sommer.

Fra vinduet ved vasken kan vi se over til den hvidkalkede svinestald. Det er ikke en stor stald. Der er måske bare fem båse med søer og grise. Der er en indhegning bag ved stalden hvor grisene går ud og lufter sig.

Jeg har stået i stalden ved siden af min morfar med kasketten og de kæmpestore hænder. Et stort og et lille menneske i stilhed. Han er ikke et sludrechatol, min morfar. Slet ikke når han arbejder.

Han holder sin blågrønne arbejdsbukser oppe med to stykker stikkende, brunt selvbindergarn. Det har en særlig lugt, selvbindergarnet. Af jord og land og gamle dage. Jeg kan godt lide den lugt og de kæmpestore bundter af garn, der hænger på enorme kroge i laden.

Min morfar kan vist godt lide sine grise. Han kradser dem i hvert fald tit bag ørerne, når vi står i stalden sammen. Lyden af grisens genstridige børster under hans store hånd, som metal trukket gennem vådt grus. Den store mand, der altid smiler varmt til mig og klapper mig på hovedet med sin store hånd. Han kan vist også godt lide mig.

I hjørnet af båsen ligger småbitte nyfødte griseunger under en rød varmelampe. Jeg har prøvet at holde en af dem. De er helt bløde ligesom en bamse. Nogle gange dør en af dem. Det ved jeg, fordi min morfar har fortalt mig, at soen nogle gange lægger sig på sine unger og så dør de. Sådan er det bare. Naturens gang. Så bærer han de døde unger ud og begraver dem i møddingen.

Jeg ved også godt at grisene skal slagtes, når de bliver store nok. Så kommer de tilbage i plastikspande og baljer og min mormor pakker kødet i poser og fylder hakket kød i tarme. Det er noget fascinerende ved at se hvordan kødet presses ud gennem kødhakkeren, der er skruet fast på køkkenbordet. Det er næsten magisk, hvis bare jeg ikke tænker for meget på det med tarmen.

Og jeg ved at flæskestegen, der står på fryseren i den lille gang bag ved køkkenet kommer fra grisen, og den sprøde sværd, som jeg spiser af i smug, er grisens hud. “Så har musene været på spil igen,” siger min mormor med et glimt i øjet, når hun henter stegen på fryseren. Jeg kan godt lide hvordan de små tern af svær knaser mellem mælketænderne og smager af salt og fedt.

Den dag, min mormor skurer mine fødder rene og huden øm ved køkkenvasken, er min morfar ude ved grisene. Fra vinduet kan vi se en af de store grise. En af mødrene. Soen. Den går hen mod møddingen og det lille stinkende hul ved siden af møddingen som er fyldt med alt det der ikke er griselort og halm fra stalden. En sø af grisetis og mudder.

Pludselig kommer den for tæt på hullet. Det kan vi se, min mormor og jeg. Og vi kan høre, hvordan den skriger med sine skingre grisestemme, der er fuld af dødsangst. Bagbenene sidder fast i mudderhullet. Min morfar kommer rundt om hjørnet. Han råber. Vi kan ikke høre, hvad han siger, men min mormor kender det tonefald. Hun slipper mit ben, der plasker slapt ned i den skummende køkkenvask.

Hun har stadig forklædet på, da hun når ud til møddingen og den hysteriske, rædselsslagne so.

Jeg sidder på køkkenbordet i mørket med fødderne i lunkent vand og ser min mormor og morfor stå side om side. Skulder ved skulder. Min morfar råber, han er gal, ikke på min mormor, det ved hun godt, selvom det er hende det går ud over. Han råber, fordi han har brug for alle sine kræfter for at få den fordømte so op af mudderet. Og sammen trækker de i rebet, han har bundet rundt om soen. De står i en vinkel på 45 grader og trækker og trækker i rebet, mens min morfar råber og min mormor bider tænderne sammen og lægger alle kræfter i indtil mudderet til sidst, ganske langsomt og en smule modvilligt, giver slip på soens bagben.

Så lader de rebet falde. Min mormor retter på sit forklæde, mens min morfar trækker kasketten og de slidte arbejdsbukser på plads. Han løsner knuden på det tykke reb. Min mormor går tilbage mod køkkenet, og soen trasker udmattet tilbage mod stalden.

Senere drikker vi kaffe og spiser småkager ved spisebordet. Min morfar lugter af selvbindergarn – og en lille smule af mødding.

med emneordet , ,

Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

 

med emneordet , ,

That’s my girl!

Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene. 

“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”

Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.

tumblr_inline_mnla0ffwHz1rnvwt1

med emneordet , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

med emneordet , ,

Mareridtsgaranti – Mød Lille Allan og vind bogen (eller trøstepræmien)

“Gå væk. Du må ikke røre ved mig. Lad være. Gå din vej.”

Miss C havde mareridt forleden. Det har hun ellers aldrig, men hun drømte at en mand havde klædt sig ud som hendes far og først da de kom hen til hans hus indså hun, at det slet ikke var hendes far, men en skummel børnelokker, der ville have hende med ind i sit hus.

Scary stuff. Men sådan er det, når man læser Lille Allan og Dobbeltgængerskolen som godnathistorie. Muhahaha.

Lille-Allan-og-dobbeltgængerskolenI bogen bliver Lille Allan, der bor alene i Urbanplanen med sin far, kidnappet af en mystisk mand med lange gule fingre. Faktisk besvimer han, da han spiser en bakke forgiftede pommes friter, der smager af opvaskemiddel. Da han vågner på igen, befinder han sig på Dobbeltgængerskolen, hvor rige forældre betaler for at deres børn får en håndfuld dobbeltgængere, som er gode til det, deres egne børn ikke er gode til. Ja, det er lidt kompliceret, men også sjovt og finurligt.

Mine børn kan godt lide at historierne både er uhyggelige og sjove, og det er Lille Allan og Dobbeltgængerskolen – ligesom Ærtehalm-bøgerne (som du virkelig skal læse med dine 6-7-8-årige børn).

Som en særlig søndagsservice kan du vinde Lille Allan og Dobbeltgænger skolen, hvis du kaster en kommentar senest på fredag den 22. november. Og hvis du vinder, så har du allerede den første julegave i hus.

Lille Allan printDenne gang er vi faktisk så heldige, at der også er en trøstepræmie, nemlig det fineste særprint af John Kenn Mortensen, der har lavet illustrationer til Lille Allan og Dobbeltgængerskolen.

Særprint betyder, at det ikke kan købes andre steder, og at det kun er dig og en håndfuld (eller to) andre mennesker, der ejer det. I verden.

Så hvad venter du på?

med emneordet , , ,

Royal sci-fi

Den royale maler Thomas Kluge har begået et maleri af Hendes majestæt og hele det kongelige menageri (det første af sin art de seneste 100 år).

Maleriet er noget af det uhyggeligste, jeg længe har set. Så ensomme de hver især ser ud, særligt den lille konge in spe, der står der mutters alene som en krympet voksen. Så stor og så lille på samme tid. Og den stakkels Isabella der under Kluges pensel er forvandlet til en moderne udgave af Carrie.

Det eneste glædelige ved maleriet er, at baggrunden står som ruiner fra en fjern fortid. Må det sammen med den dystopiske stemning være en reminder om, hvor det er hele det mærkværdige set-up, som kongehuset er, hører hjemme. I historiebøgerne.

Kongehuset maler

med emneordet ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,

Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn

Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?

Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:

Mig:  Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.

Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!

Hun er syv år. S.Y.V.

Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).

.

med emneordet , , ,

Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

Jeg skal skrive en artikel om hvordan vi som mødre (og fædre) forsøger at beskytte vores børn mod alt ondt i verden, fordi vi ikke nænner at se dem slå sig eller blive kede af det. Der er dem, der mener, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, fordi vi ikke lader dem gøre deres egne erfaringer. Men det er svært, ikke? At give slip på den måde, når vi står lige ved siden af og kan guide dem uden om alt det onde.

Til artiklen leder jeg efter gode eksempler på, hvad du som forældre konkret gør for at skærme dit barn? I hvilke situationer forsøger du at beskytte dit barn? Råber du Pas på eller Kom ned, når dit barn er på vej om i det højeste træ? Tager du over i konflikter mellem dit barn og legekammeraterne, når de bliver uenige? Blander du dig, hvis du synes dit barn bliver uretfærdigt behandlet? Lader du dit barn selv gå alene til købmanden efter en liter mælk? 

Jeg vil meget gerne høre eksemplerne, men også dine tanker om, hvorfor du gør som du gør  – også meget gerne de eksempler hvor du godt ved, at du ikke burde blande dig, men alligevel ikke kan lade være, fordi du vil dit barn det bedste?

Det er ikke en artikel, der har til hensigt at hænge nogen ud, men derimod at se på, hvorfor vi reagerer som vi gør  – og hvad det betyder for vores børn (og jeg bruger ikke jeres eksempler uden først at spørge om lov).

Håber I er med på at lege lidt.

med emneordet , ,

En af de morgener

Nå, men jeg tror bare jeg tager tilbage og henter mine børn hjem. Måske får jeg alligevel ikke lavet noget i dag, for det var en af de morgener. En af dage hvor den dårlige samvittighed hænger i tøjet resten af dagen.

Det startede egentlig fint, og vi ramte en god mellemtid, men der kan ske meget mellem 7 og halv 8. Fx at de tasker, der skal pakkes ikke pakker sig selv, og de børn, der skal pakke dem, ikke rigtig kommer ud af røret. Eller at den mor, der skal bevare overblikket taber det undervejs og begynder at blive lidt stram i betrækket, selvom det aldrig har gjort noget godt for kampen mod uret. Eller at moren for sent husker at der stadig er bogstavleg i 0. og at vi straks må finde en ting, der begynder med A, som den yngste kan lægge frem til udstilling i klassen (Asfalt? Nej. Automat? Nej. Ammoniak? Nej. Anker? Nej. Abe, siger den yngste så. Abe! Klart, har vi en abe? Nej, vi har ikke en abe. Det er der jeg googler “ord, der begynder med A og for første gang har Google ikke har svaret på alt. Selvfølgelig, det er en af de morgener, hvor Murphey lægger forhindringer ud).

Uret tikker, og vi forlængst har tabt al den gode tid, og børnene begynder at skændes, og mine mundvige hænger ned ad i en sur smiley. Miss Carla vælter med sin cykel allerede inden hun er kommet op på den og begynder at græde. Halfdan råber Lortemor og nægter at gå ud af døren. Fordi jeg stadig er syg. Siger han. Det er han ikke, men han bliver det formentlig hvis hans mor ikke holder op med at hvæse.

Cykelturen gør godt. Det gør den altid. Så er vi i bevægelse og vi kan kun cykle så hurtigt som vi gør, og der er ro til at tale om noget andet og til at køle af og måske ligefrem grine lidt. I dag nåede vi ikke at grine så meget, men jeg nåede at sige undskyld.

Den lille sagde bare: Ja, ja. Han vil gerne videre og den bedste måde at komme videre på er at forsvinde i mængden, grine med kammeraterne, og få den sure mor på behørig afstand.

Den store prøver, men stemninger sidder i kroppen på hende længere end på så mange andre, og hun hager sig fast i min arm, da jeg siger farvel: Du må ikke gå. Du skal blive hos mig. Siger hun, velvidende at jeg er nødt til at gå for klokken har ringet og dagen er i gang.

Hendes omsorgsfulde klasselærer kommer og holder om hende. Spørger hende hvorfor hun er ked af det. Min mor har været sur hele morgenen. Siger hun. Og det er det ikke så meget at sige til. Jeg krammer og kysser farvel og har den dårligste smag i munden da jeg skynder mig ud af døren. Hun skal nok klare sig, men følelsen sidder i kroppen resten af dagen. Hendes krop. Min krop. Det var en af de morgener. Kapløb mod tiden og humøret. I dag vandt jeg ikke.

med emneordet , , ,