Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: bølge
Fotoalbum 3: Been there, done that
Du ved det godt. Modebranchen er i fuld gang med at lave et barn på os. Igen. Denne vinter hedder barnet Karry, barnets søster hedder Bordeaux. Og man behøver vel ikke være ekspert i teints (som det hed dengang Karry og Bordeaux sidst var inde i varmen) for at vide, at ingen af farverne gør sig godt på vinterblege danskere. Måske de unge (altså dem der er født i 90’erne og frem) skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer. Men dig og dig og dig, ja lige netop jer, der er født på den forkerte side af 1980, I ved det godt. Du kommer til at fortryde det, hvis du falder for Karry og Bordeaux igen. Dokumentation herunder i en kort og en lang version – begge fotos giver i øvrigt anledning til et andet godt styling tip: Hårprodukter og en god frisør gør underværker.
Ting man må formode
1. At gummistøvleproducenterne har nogle vildt sjove statusmøder, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, hvordan det gik til, at alle pludselig synes det var vildt smart at gå rundt i gummistøvler. Særligt begejstret må de være for dem, der introducerede hipster-gummistøvlen til shorts.
2. At de har nogle vildt sjove statusmøder på Café Europa, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, at kunderne – finanskrise eller ej – villigt betaler 47 kroner for en latte (altså kaffe med mælk).
3. At hjernen befinder sig i en form for undtagelsestilstand i de år, man får børn. Jeg mener, nu kan jeg ikke forestille mig noget mere mærkværdigt i mit liv end en graviditet og en baby. Den gang, for syv år siden, tænkte jeg nærmest ikke på andet.
4. At jeg er en god-nok-mor, når mit yngste barn siger: “Mor, vil du høre en hemmelighed? Gustav og mig, vi gemte os for de voksne ovre i børnehaven igår, og så viste vi røv til hinanden. Den, der viste røv, skulle holde øje med, at de voksne ikke kom og så at vi havde taget bukserne af.”
5. At alle børn viser røv til hinanden. Eller gerne vil. Jeg er bare lidt usikker på, hvad de kigger på og hører mig selv sige mærkværdige ting som: “I må bare ikke stikke noget op i numsen på hinanden.” Af barnets ansigtsudtryk fremgår det, at det ikke lige var det der var formålet, så det…
Problemet med Speltland
Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
- For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
- For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
- For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
- For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.
Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.
Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?
Drømmer jeg eller er jeg en engel?
Aihmen, jeg kan næsten ikke være i min krop – og sygdommen har heldigvis fortaget sig (længe leve The Coca Cola Company), så det er ikke kvalmen, der trykker længere. Men jeg har snart så mange gode ting på samvittigheden, at jeg forventer at blive opgraderet til helgen. En passende julegave til alle mødre i øvrigt, men siden der nu er kamp om pladserne, vil jeg da godt indstille mig selv for indtil videre:
- At skovle sne på mit eget fortov OG sømandsnabos fortov OG gamle dame-nabos fortov OG sti op til hendes bagdør kl. 06.00. Imorges forstås.
- At købe et mandeltræ i mandelgave. Til glæde for landfamilier i Kirgistan. Og velvidende at modtagerne altid bliver lidt skuffede, når de ser, at det ikke rigtig var en gave. Selvom der er masser af andre gaver juleaften. Men jeg bærer med glæde skuffelsen på mine helgen-vinger-to-be.
Kun to ting, siger du. Men husk på, at det alene har fundet sted i dag. Hvor jeg også har været på arbejde. Og har afværget potentiel major konflikt med Miss Carla over valg af vinterpåklædning. Og har grinet, altså rigtig grinet, sammen med mine børn, inden de blev afleveret i morges kl. midt i mørket. Se, det var et rigtigt juleeventyr.
Brodeusens guldæg
Nej, men altså nu kan brodeusen gudhjælpemig ses i toget, på stationen eller på cafe med sit håndarbejde. Og det er en helt særlig form for nisser, der arbejdes på. Dekadente pinups i bedste 50’er stil, og jeg synes egentlig korsting klær dem ganske godt.
Se nu bare Miss Pink (og ja, den er virkelig pink – det er mig der er en klovn med farver og lys og alt det der.) Og lige om lidt er jeg klar til at sende et nyt guldæg ud i verden.
OMG! Tænk, at 2010 blev det år, hvor jeg debuterede som brodeuse – og tilmed blev så begejstret for min nye hobby, at jeg flere gange i den forgangne uge har overvejet om det ville være upassende at brodere under et møde. Og hvis du skal have julegave af mig, kan du jo så begynde at overveje om du mon har gjort dig fortjent til et lille broderi – måske man kunne nå at lave en pin-up-juleklokkestreng…
Problemet ved at mene noget
Hvordan kommer vi nu videre herfra? Skal jeg mene noget om noget andet? Strejkerne i Frankrig? Besparelserne på den offentlige sektor i England? Leverpostejen i dansk politik? Vil du vide, hvad jeg synes om Får302’s forestilling Persona? Eller skal vi bare udveksle tips til gode flyverdragter? Gider du høre, hvor langt jeg har løbet i dag? Eller at jeg har købt et par bukser, der er for store? Skal vi gætte på, hvem Remees nye kæreste er – eller hvem der vinder danseshowet? Vil du se min indkøbsseddel – eller min ønskeseddel? Eller hvad med en hemmelighed?
Måske sku vi hellere tale om, at det i dag er en måned siden vi kom hjem fra Verdens Bedste Rejse, og at alt er ved det gamle?
I lære som sælger
Da jeg var færdig med at lakere negle, og jeg begyndte at blive rød på den der måde, som vi godt ved, vi ikke må mere, og da jeg havde slumret lidt i havestolen mellem ni og ti, gik jeg i gang med rydde op. I gammelt børnetøj. I overskydende møbler. I udtjent babyudstyr. I biblioteket af guides til famlende forældre. Og nu sælger jeg ud – og so far går det faktisk meget godt. Indtil videre har jeg solgt et klædeskab, en bog, en barnevogn med sele og kuldebeskyttende madras (jo, jo), alt børnetøj i str. 74-80, et par bukser og en kjole og to af mine egne bluser. Bestemt en udmærket dag på marskandisermarkedet.
Og måske er det meget godt, jeg både har haft mulighed for at øve mig og for at få nogle succesoplevelser. For imorgen skal jeg til den store sælgereksamen.
Jeg skal mødes med Rune, der arbejder hos Mercedes og skal købe en bil til sin mor. Han har set sig varm på vores bil, som vel er nogenlunde så langt fra en Mercedes, du kan komme – også selvom du går efter retromodellerne. Efter som Casper er i England, og jeg i øvrigt synes det er noget fis, at jeg ikke skulle kunne sælge en bil – bare fordi jeg er kvinde eller fordi jeg kun har haft kørekort i 1½ år eller fordi jeg ikke ved en hat om biler, har jeg selvfølgelig taget opgaven på mig.
Det er ingen hemmelighed, at Rune gjorde hvad han kunne for at få en aftale i stand med Casper, inden han tog af sted – var vist mest tryg ved sådan en mand til mand-oplevelse, hvor de kunne sparke dæk sammen. Ikke at Casper er typen, men han er dog mand, og det lød til at gøre Rune tryg. På den anden side var han også bange for, at perlen var solgt, inden de to kunne mødes. Så nu er jeg sendt på mission.
Mit primære mål er selvfølgelig at få bilen solgt og helst så tæt på salgsprisen som muligt. Det betyder blandt andet, at jeg øver mig i ikke at sige gammel bil, men ældre bil, eller bruger olie, men god ide jævnligt at tjekke olien. Og så handler det selvfølgelig om at undgå for mange nærgående teknik-spørgsmål fra Mercedes-manden (jeg prøver ligesom at fortrænge, at manden har en professionel bil-åre). Og hvis det glipper, er jeg tilbage på børnetøjs-udstyrs-accessories-markedet igen på fredag – det ved man ligesom hvad er, selvom velourbukser er knap så indbringende.
Tæller den samme skade flere gange?
Da Miss Carla var to år, styrtede hun på sin lille træ-motorcykel, som ikke er en motorcykel, men af en eller anden grund er endt med at blive kaldt en motorcykel. Det var vist noget med, at hun ligesom var kravlet op på den og så væltede den, og hun faldt med hovedet eller faktisk rettere tænderne først.
Det var i den periode, hvor hun havde en sut fastmonteret i ansigtet, så hun måtte lige have et dunk i ryggen for at få den tilbage på plads igen. Eller det viste sig jo så at hun overhovedet ikke kunne have en sut i munden i dagene efter, fordi hun nærmest havde slået fortænderne op i ganen. Så vi børstede forsigtigt og rensede med klorhexidin efter foreskrifter fra tandlægen OG vi meldte det til forsikringen. Og det er en ret stor ting i et hus, hvor familiens næsten tre-årige lige har fået sin 15 måneders vaccination mod et-eller-andet.
Nå, men tænderne kom tilbage på plads, og den store spænding om skadens omfang udløses jo først, når barnet får næste omgang tænder.
I børnehaven holder de øje med Miss Carla, fordi de synes hun tit er ved at løbe ind i ting. Men min teori er snarere, at fordi det barn ALTID er i løb OG holder øje med alt, hvad der sker på hendes vej, så kan det vel næsten ikke undgås, at hun indimellem strejfer en dør eller tackler et bordben.
I dag kom hun løbende fra stuen ud i haven med en sådan fart, at hun snublede over dørtrinnet og slog sin ene tå til blods. Og mens faren så er ved at puste og trøste, kommer hun i tanke om, at hun skal tisse og styrter af sted mod toilettet, snubler over et nyt dørtrin og flyver bogstavelig talt på hovedet ind i toilettet med kæmpe overlæbe og styrtblødende tænder til følge.
Nu ved jeg så ikke helt om vi skal igennem hele turen med tandlæge og forsikring igen. Der er vel grænser (og paragraffer) for, hvor mange gange den samme skade tæller.
A pleasant surprise #3
Sørme om ikke jeg lige var heldig at vinde en dejlig kogebog (til samlingen) ovre hos Milles mad, så nu er det tid til at kaste sukkeret overbord (skal bare lige være færdige med de lakridser, jeg købte i kiosken efter frokost, men det plejer heldigvis at gå ret hurtigt) og generobre taljen (hahahahahahaaaa).
Som sagt god stime jeg er inde i, selvom lotto-gevinsten gik til en håndværker (clearly not me). Men hey, mange bække små giver måske ikke 35 mio. i banken, men til gengæld løbende glæde, som sikkert også er nemmere at håndtere.
Kun sandheden 