Tag Archives: bøger

Det jeg læste i årets sidste uger

Der er meget godt at sige om tre ugers juleferie i de varme lande. Noget af det gode handler om at rejse med børn, der nu er så store, at jeg faktisk kan nå at læse indtil flere bøger, når jeg har ferie – ligesom i gamle dage.

Så her er hvad jeg nåede:

Josefine Klougart: Om mørke

om-moerke_247789

Klougart er måske en af de dygtigste unge forfattere i Danmark lige nu. Hun skriver som en drøm – det er ikke lettilgængelig litteratur, men man bliver så rigeligt belønnet for sin indsats. Passende selskab til lange aftener i en hængekøje med havet som baggrundsmusik.

Frederik Backman: En mand, der hedder Ove

en mand der hedder ove

Ove, ikke? Han vil egentlig bare gerne være i fred. Faktisk prøver han gennem hele bogen at komme til at tage sit eget liv, men det er ikke helt så let, når alle mulige og allermest umulige mennesker hele tiden vader ind og ud af hans liv. Virkelig underholdende og med plads til overraskelser undervejs. Jeg kamptudede de sidste 20 sider.

Eleanor Catton: The Rehearsal

rehearsel

En lærer bliver fyret, fordi han har haft en affære med en elev. Men måske var den unge pige ikke så meget et offer, som alle de voksne forsøgte at gøre hende til. En virkelig fin roman om ungdomsliv og de første forsøg med at finde sine ben i en spirende seksualitet, hvor alle døre i princippet står åbne. Eleanor Catton har i øvrigt vundet Man Booker Prize 2013 for sin anden roman The Luminaries. Yngste kvindelige modtager af Booker-prisen nogensinde. Sejt!

Og lige inden jeg faldt i søvn i liggestolen, begyndte jeg på feriens sidste bog.

Chrystia Freeland: Plutocrats – The Rise Of The New Global Super-Rich

plutocrats

Chrystia Freeland er finansjournalist, så man kan vel sige at hun ved hvad hun taler om, når hun i bogen beskriver, hvordan verdens allerigeste (de udgør bare 1 procent af verdens befolkning) kun bliver rigere og rigere, mens forskellen mellem verdens rigeste og resten af verden kun bliver større. Perspektiverne er ikke alt for muntre, for det handler ikke kun om penge og jetfly og store huse, men mest af alt om den magt og indflydelse, som de allerrigeste får adgang til via deres penge og lukkede netværk.

Happy New Year!

med emneordet , , , ,

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

med emneordet , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

med emneordet , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

med emneordet , , ,

Mareridtsgaranti – Mød Lille Allan og vind bogen (eller trøstepræmien)

“Gå væk. Du må ikke røre ved mig. Lad være. Gå din vej.”

Miss C havde mareridt forleden. Det har hun ellers aldrig, men hun drømte at en mand havde klædt sig ud som hendes far og først da de kom hen til hans hus indså hun, at det slet ikke var hendes far, men en skummel børnelokker, der ville have hende med ind i sit hus.

Scary stuff. Men sådan er det, når man læser Lille Allan og Dobbeltgængerskolen som godnathistorie. Muhahaha.

Lille-Allan-og-dobbeltgængerskolenI bogen bliver Lille Allan, der bor alene i Urbanplanen med sin far, kidnappet af en mystisk mand med lange gule fingre. Faktisk besvimer han, da han spiser en bakke forgiftede pommes friter, der smager af opvaskemiddel. Da han vågner på igen, befinder han sig på Dobbeltgængerskolen, hvor rige forældre betaler for at deres børn får en håndfuld dobbeltgængere, som er gode til det, deres egne børn ikke er gode til. Ja, det er lidt kompliceret, men også sjovt og finurligt.

Mine børn kan godt lide at historierne både er uhyggelige og sjove, og det er Lille Allan og Dobbeltgængerskolen – ligesom Ærtehalm-bøgerne (som du virkelig skal læse med dine 6-7-8-årige børn).

Som en særlig søndagsservice kan du vinde Lille Allan og Dobbeltgænger skolen, hvis du kaster en kommentar senest på fredag den 22. november. Og hvis du vinder, så har du allerede den første julegave i hus.

Lille Allan printDenne gang er vi faktisk så heldige, at der også er en trøstepræmie, nemlig det fineste særprint af John Kenn Mortensen, der har lavet illustrationer til Lille Allan og Dobbeltgængerskolen.

Særprint betyder, at det ikke kan købes andre steder, og at det kun er dig og en håndfuld (eller to) andre mennesker, der ejer det. I verden.

Så hvad venter du på?

med emneordet , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,

Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

med emneordet , , , , ,

Min nye besættelse – og en vinder

De her damer er min nye besættelse. Jeg er halvvejs gennem Orange is the new black og er allerede håbløst forelsket i alt ved serien.  Gedigent godt, veldrejet, morsomt og aldeles bizart fængselsdrama #like

Og hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så giv dig selv en gratis måned på Netflix, hvor du kan se serien.

orange-is-the-new-black-interview-600x369 (1)

 

Og så til vinderen…. Egentlig kom vi jo fra Sissel-Jo Gazan og og en lodtrækning. 19 lodder i puljen og op af hatten kom nr. 5. Miss Tripola, du er den heldige vinder. Send mig fluks adresse mv. så kommer der et styk Svalens graf din vej

med emneordet , , ,

Vind en bog. Den bog. Sissel-Jo Gazans bog

I går stred jeg mig igennem verdens længste søndag på bagkanten af et fantastisk smukt bryllup med et fantastisk forelsket brudepar, der blev gift i solskin og overøst med rosenblade og tårevædende taler. Alle mennesker burde slutte sommeren af med et bryllup, fordi de fester altid, evig og altid, er de bedste.

At brylluppet kom efter den fine middag med Sissel-Jo Gazan på Serum Instituttet var egentlig lidt synd, for det var også en særlig aften. Den druknede bare lidt i tyl og store bankende hjerter.

Jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde, at jeg følte mig en smule overfrankeret den aften i selskab med ikke bare forfatteren herself, men også med en håndfuld af blogverdens ypperste dronninger: misundelsesværdigt rolige Annaepiske Maren, überhemmelige, skarpe Dines og ingen andre end bloguniversets grand old lady. Og jeg ville også lyve hvis jeg ikke sagde, at jeg følte mig ret heldig over at møde både dem og professor Christine Stabell Benn, der er hele årsagen til, at Sissel-Jo gik i gang med at skrive Svalens graf. Det er en sindssyg historie, som kræver sit helt eget indlæg.

Men nu til det vigtigste. For du kan vinde Svalens Graf lige her hos mig. Det eneste du skal gøre er at skrive en kommentar nedenfor. Jeg trækker lod på søndag den 1. september. Indtil da kan du hygge dig med en læseprøve fra bogen (og husk nu,  at den der historie fra Afrika om vacciner og børn der dør og WHO der er ligeglad, den er sand. Fra ende til anden. Det er svært at tro, men ikke desto mindre…)

svalernes graf

med emneordet , , ,

Et bagholdsangreb af en krimi (jo, en krimi)

For ikke så længe siden (i hvert fald hvis vi tæller indlæg) var jeg den sure bogdame, der gav både mommy porn og krimierne fingeren. I don’t like that stuff. Nå, men det var jo før sommeren, og før jeg gik i gang med Svalernes graf, Sissel-Jo Gazans nye roman.

Jeg har fået den sendt bid for bid af forlaget. Smart move. Et bagholdsangreb af et markedsføringstrick. For på den måde nåede jeg at blive suget ind i historien, inden jeg overhovedet fattede, at jeg var igang med at læse en krimi. Historien handler om WHO’s børnevacciner, der både gør børn raske og slår børn ihjel (og det er så vidt jeg har forstået, en sand og ret kontroversiel historie), og om Marie og hendes vanvittige familie og Søren der elsker Anna, men ikke kan finde ud af om Anna elsker ham. Og om nogen, der måske/måske ikke har begået selvmord. Og jeg var hooked. Hele sommeren stod jeg vagt ved postkassen og ventede på de næste kapitler.

Bagefter tænker jeg at det måske ikke så meget var historien om mordet, der skulle opklares, der fik mig til at sluge kapitlerne, men mere den tragikomiske, komplicerede og hjerteskærende historie om Marie og hendes familie og alle de hemmeligheder, de igennem et helt liv havde begravet for at holde på facaden og hinanden. Det var for mig det allerfineste fine ved Svalernes graf – og så må du for min skyld kalde det en krimi eller en thriller, bare du ikke tror jeg er sprunget ud som en ung Miss Marple.

svalernes graf

Svalernes graf udkommer den 22. august

med emneordet ,