Category Archives: Farmorbørn

Endnu et fastelavnsbaghold

Det er det samme hvert år. Først er det jul og næste gang jeg åbner øjnene er det fastelavn. Hvordan når I andre overhovedet 1) at udtænke et kostume som matcher børnenes ønsker, og 2) at have hele udstyret klar til tøndeslagning and what not? Det lykkes aldrig for mig. Aldrig! Min undskyldning er at jeg ikke har en symaskine men der er sikkert dem der vil sige det er et spørgsmål om planlægning og prioritering. Men hey, til gengæld er mine børn efterhånden ret gode til at improvisere over højtiden. Læring og kreativitet i hverdagsklæder. Bilder jeg mig ind!

Miss Carla kører for 3. år i træk et tema over lyserødt kjoleskrud fra HM.  Denne gang tilsat noget fehalløj med lange, florlette tyl-rottehaler. Stor begejstring.

Og familiens magelige lillebror jublede over at han helt lovligt og uden overtalelse kunne beholde nattøjet på og med hjælp fra et styk nøgleringspels (også fra de hellige svenske modehaller) tog han af sted som leo/gepard. Endnu større begejstring.

Så voila! Vi klarede den endnu engang. Eller rettere de klarede den. Og selvfølgelig skal I ikke snydes for resultatet

image

Nå ja, der var så lige et barn der havde pudset næse i min telefon. You can’t win them all…

med emneordet

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg har været på charterferie

Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.

Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der  er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?

Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.

Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:

  • Kufferten kom tilbage og vi fik 500 gode danske kroner for ulejligheden.
  • Børnene debuterede i poolen, og jeg lagde mig til rette i solstolen.
  • Damp-barnet opdagede børneklubben, og der tilbragte hun det meste af ferien med spil og perleplader og skattejagt.
  • Det andet barn boede enten under vandet i poolen eller under  et håndklæde på solstolen med Angry Birds som et værdigt underholdningstilbud.
  • Der var gratis is og frokost til børnene, og på den måde slap vi lige for restaurant-jeg-kan-ikke-lide-maden-helvede der midt på dagen.
  • De fik to legekammerater og det gik rigtig godt (hvis vi lige glemmer den scene på trampolinen, hvor min søn kastede sig  over sin nye ven og gav ham en ordentlig omgang prygl, så jeg måtte mase mig gennem det mikroskopiske hul i nettet og hive mit barn ud ved benet og undskylde mange gange over for hans mor, som jeg på det tidspunkt ikke en gang vidste, hvad hed. Nice!).

Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.

Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.

med emneordet , , ,

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

med emneordet , , ,

Konfirmationsforberedelse

Ingen jul uden Jesus. Og prøv lige at gøre det overbevisende for børn. Som når ens barn siger: Hvorfor har Jesus ingen mor? Og det viser sig at hun er med på at Gud er faren, og man så roder sig ud sig ud i forklaringen om at han faktisk har to fædre, på en måde, og en mor der blev gravid selvom hun ikke har kysset med nogen af dem inden. (Ok, den del kunne jeg måske have udeladt.) Og derefter følger spørgsmålet om han stadig lever og hvordan han så døde og en historie om at blive hængt op på et kors med søm i hænder og fødder fordi ham romeren var bange for ham. Og da han så døde, fløj han op i himlen. Du kan godt høre hvordan det lyder, ikke?

Personligt vidste jeg at jeg havde ramt muren da den yngste sagde: Ham har jeg snakket med. Da vi fløj til Spanien i sommer så jeg ham oppe i himlen! (Why not. Den ene historie er vel ligeså god som den anden. Og hvem ved om lige netop min søn har en særlig forbindelse til den del af universet.)

Jeg gjorde selvfølgelig min pligt og skyndte mig at fortælle om alle de andre ting man kan tro på. Således endte vi i Thailand hvor Buddha styrer slagets gang og der nok er Vandfestival, men ingen jul.

Da vi var færdige, opsummerede miss Carla snakken: Nå men jeg tror på Jesus så, for jeg vil gerne holde jul.

Og således startede vi de indledende øvelser til konfirmationsforberedelserne.

Glædelig jul!

med emneordet , , ,

Ønskesedlen

Jeg laver ønskeseddel til børnene. Til den mindste er det let, for alt, der lugter af pirater og kæmpning kan bruges. Til den store er det sværere, for hun leger ikke. Eller rettere, det, hun leger, kræver ikke dukkehuse, legoklodser og den slags banaliteter. Sådan har det altid været.

Så det her var, hvad jeg havde arbejdet mig frem til:

Und nichts weider. For børn ved jo ikke, hvad de ønsker sig. Sådan rigtig i virkeligheden, vel? Nå, men igår spurgte jeg alligevel. Bare for sjov skyld. Og her er så, hvad damen selv havde tænkt:

  • Ken- og Barbietøj
  • En lille reol, som kan hænges på væggen i værelset (under det store billede ved siden af skabet, mor) til hendes cd-adspiller
  • Et firkantet billede
  • En plastikvase med plastikblomster (gule roser)
  • Bog om Snehvide og de syv små dværge
  • Bog om Belle
  • En Snehvide-kjole
  • En Belle-kjole
  • Et par lilla handsker med pels, som passer til Belle-kjolen (dem, jeg har er blå, og de passer ikke til kjolen)
  • En brun paryk (for Belle har sådan noget langt brunt, bølget hår)
  • Sengetøj og lagen med Barbie (det andet er altså slet ikke Barbie, det er bare med en hest og en prinsesse, der ligner Barbie)
  • En børste med Bratz
  • Et Hello Kitty-spil til Nintendoen
  • Film
  • Et køkken og et lille bord med fire stole til en restaurant, hvor hun kan invitere sin familie på mad
  • Fisk til køkkenet
  • En papirslampe fra Thailand med sølvstriber og røde strimler for neden.

Den lyserøde børnereklame-industri har ikke levet forgæves… men jeg er da heldigvis ikke for fin til at censurere den officielle ønskeseddel (og det var så ikke den her, mor)

med emneordet , , ,

Noget om kønsroller

Mine børn har en legekammerat på besøg. En dreng fra børnehaven. De er flyttet ind i stuen. Eller flygtet, for det er noget med at oppe på værelset, som er USA, er der borgerkrig, og efter en tur over Sydafrika, hvor der også var ballade, er de nu endt i Egypten, hvor der er fred og ro. Med sig har de en kuffert, et tæppe, udklædningstøj og en kasse med køkkensager. Mere behøver man vel egentlig heller ikke.

De har lukket døren derind, så jeg kan ikke se, hvad de laver, men jeg kan høre dem. Eller det vil sige, jeg kan høre min datter. For det er hende der styrer legen. Benhårdt. Så lægger du dig til at sove. Så læser du for os andre. Så redder du sengen. Så henter du tæppet. Indimellem kan jeg høre en svag mumlen fra drengene – og et par gange også lyden af en dreng, der begynder at lege med biler. Men der bliver slået hårdt ned på enhver afvigelse fra historien. For det er jo ikke for sjovt, at de nu endelig er kommet til Egypten og har fået indrettet et hjem og kan begynde at være en rigtig familie.

Men ved du hvad? Jeg fatter simpelthen ikke de finder sig i det. Hvorfor beder de hende ikke om at slappe lidt af? Blande sig uden om? Eller bare lægge sig til at sove?

Jeg fatter i øvrigt heller ikke, hvor det der bossy-gen kommer fra? Socialt betinget? Eller genetisk? Begge forklaringer er  i virkeligheden lige deprimerende.

med emneordet , , ,

Det vi leger #4

Nå, men det var de tagrender, vi kom fra. De er nu på plads og meget, meget flotte (tør man sige andet for 15.000 kr.). Indrømmer at billeddokumentation måske ville være på sin plads, fordi I sikkert er ved at dø af spænding over, hvordan sådan en stålfætter tager sig ud…

Muligvis havde tømren lige været på kursus i mersalg, for han benyttede selvfølgelig lejligheden til bare sådan en passant at nævne, at det tag jo nok ikke holdt evigt. Eller det var faktisk ikke, hvad han sagde. Han sagde: Det tag holder ikke mere end en 2-3 år. Det har jo mange år på bagen efterhånden, og hvis vi skifter taget, skifterne vi også lægterne, så de bliver dobbelt så brede som nu. (Som om det var en attraktion i sig selv, selvom de lægter har holdt på taget i snart 100 år uden problemer.)

Jeg hviskede forsigtigt: Og hvor meget koster det så?

Han: Ahr, nu må du ikke hænge mig op på det, men slag på tasken er i omegnen af 140 tusinde.

Ved du, hvad jeg gjorde? Jeg parkerede den overflødige information i det der mørke moseområde af hjernen, hvor alting forsvinder for altid. Og besluttede mig for ikke at nævne samtalen for min kæreste med et eneste ord.

Men selvfølgelig blev han passet op af tømren igår.

Tømrer: Som jeg sagde til din kone, så skal I nok til at tænke på nyt tag.

Så nu ligger den beslutning fint som en lille lort, der bare lugter mere og mere, jo længere vi venter…

med emneordet , ,