Kun sandheden

Nyhedsbrev fra børnehaven. Og jeg peger ikke fingre ad pædagogerne, men ad mig selv (og lidt ad dig, der står bag mig i kyssekøen).

Kyssevinduet er et begreb i det hvide hus.

Børnene bruger vinduet til at tage afsked med deres forældre. Det er rigtig godt at der er en tydelig afsked, så alle ved at nu er der sagt farvel.

Kyssevinduet er desværre anbragt så det ikke er muligt for børnene selv at kysse farvel i vinduet. Vinduet er så højt oppe, at en personale er nødt til hjælpe, for at barnet ikke risikerer at falde ud og slå sig. Det betyder at der bliver brugt meget af personalets tid med at hjælpe ved vinduet, og vi er derfor nødt til at forlade de børn vi laver noget sammen med. Det er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde at være nærværende, og det er vi ikke, når vi gang på gang er nødt til at gå til kyssevinduet.

Selvstændighed og det at kunne tage afsked og sige farvel er en vigtig del af udviklingen, og flytningen af ”kyssevinduet” giver det enkelte barn mulighed for ”at kunne selv”.

Personalet vil desuden  gerne slippe for den megen kulde og træk der kommer fra det åbne vindue.

Vi vil derfor afskaffe kyssevinduet. Børnene må selvfølgelig gerne kysse farvel, selvom det ikke kommer til at foregå ved vinduet. Når børnene har kysset farvel, kan de vinke til deres forældre fra vinduet på fiskestuen.

Når vi bruger vinduet på fiskestuen giver det de ældste børn mulighed for at tage afsked uden at skulle bruge hjælp fra en voksen. og personalet kan følge med i hvordan det enkelte barn klarer afskeden. Bliver der brug for hjælp er vi ikke ret langt væk, og kan derfor hurtigt komme og hjælpe de børn som får brug for det.

Du kan godt høre det, ikke? Det her er jo ikke skrevet til forældre, fordi det bliver svært for børnene, men fordi pædagogerne ved, at det bliver rigtig svært for forældrene. Og det bliver svært, for de afskedsseancer, der lige nu finder sted i kyssevinduet (hvor jeg mere end en gang har stået i kø for at kysse farvel), overgår alt, du nogensinde har set i Slap The Pony’s bizarre univers.

Kys-kys, gir du lige mor et stort kys, sådan ja, også et kram [som får barnet til halvvejs at falde ud af vinduet], ja og så lige et kys mere, og god dag lille trolde-pusse-nusse-superman, kys-kys, farveeeellll, mor kommer snart igen, ikke?

Jeg ved det, jeg står der jo for faen selv hver morgen, mens mit barn hænger ud af vinduet med en hale af ventende børn bag sig. Christ!