Kun sandheden

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )