Til fødselsdag igår hos en af de nyskilte familier, som havde kastet sig ud i kunsten at holde en børnefødselsdag som i gamle dage og lykkedes med det. Jeg er fuld af beundring for det overskud.
Og mens vi andre måske gik lidt rundt om den varme grød, satte Halfdan og fødselarens storesøster på fem sig ved børnebordet med deres boller:
Halfdan: Din mor og far, de bor jo ikke sammen mere.
Storesøster: Nej, de er heller ikke kærester mere, og jeg skal bo i et andet hus sammen med min mor.
Og så videre til kagen… Ikke så mange dikkedarer der. Og jo, jo jeg ved da godt, at det er fordi ungerne ikke har den fjerneste ide om, hvad der er socialt acceptabelt at sætte ord på. Det er jo fx også derfor, at ens søn kan finde på at sige til sin far, der får en hjælpende hånd af en bekendt fra golfklubben: “Far, arbejder du sammen med ham den tykke der?”
I går var en fin dag. Og ham, den lille 2-årige fødselar, han var bare rigtig glad for sin nye cykel.
Kun sandheden 