Som altid når det ser sortest ud, kommer den dejligste dag sendt fra himlen med søde og glade børn. Og i dag også gode råd, som jeg takker ærbødigst for. Så mange søde mennesker ude i verden.
Et par gode links og bogtips om det der med at være og have et sensitivt barn lige til at dele:
- Sensitive balance
- Særligt sensitive mennesker af Elaine Aron
- Forældre indefra af Daniel J. Siegel og Mary Hartzel
Men også en mail fra facebook-ven med med rigtige gode nuancer, fordi hun så lige er en slags psykolog oveni.
Hendes pointe er den vigtigste, og det jeg bliver ved med at sige til mig selv; nemlig at selvom jeg nogle gange tænker, at det ville være rart med et eller andet mærkat at sætte på det lille temperamentsfulde og energiske barn, så løser det jo ikke problemet. Hun bliver jo ikke nemmere at håndtere i de ekstreme situationer, fordi vi kalder det et eller andet. Men det rare ved mærkater er, at de fjerner en del af ansvaret fra mig. Altså hvis hun nu er en lille smule aparte, så er det jo ikke helt så meget mit ansvar, vel?
Alligevel står vi tilbage med status quo: Et barn, der brager ud i verden, tager alting ind og til sidst, når hendes hjerne brænder sammen, udfordrer sine omgivelser med energiudladninger, der kunne løse en betragtelig del af fremtidens behov for alternativ energi.
Lige siden hun var helt lille, har hun grådigt suget verden til sig. Det gør hendes bror også, men den helt store forskel er, at han indimellem trækker sig tilbage, lukker alting ude og leger. Miss Carla lukker aldrig af, men tager bare ind og ind og ind, til der ikke kan være mere.
Det er oplagt, at vi måske skulle være bedre til at skåne hende. Til at udsætte hende for færre indtryk. Men det passer bare meget dårligt med mit temperament, og på de gode dage giver det hende også en masse udfordringer og oplevelser, som jeg tror på er gode for hende. Samtidig tænker jeg faktisk også, at ligesom hendes lillebror ofte skal presses lidt for prøve nye situationer af, så gør vi hende en tjeneste ved at lære hende at håndtere de situationer, hvor hun koger over. Det kræver bare overskud. Temmelig meget faktisk. Og nogle gange er jeg ligeså flad, som hun er hysterisk, og på de dage (som i går fx) er det svært lige at finde den overskudsagtige mor frem.
Men ved I hvad? I hele den lange facebook-mail var jeg allermest glad for sætningen Hun bliver sgu helt sikkert en dejlig voksen. For i virkeligheden er det jo det handler mest om. Så prøver jeg lige at mønstre lidt mere mor-mod ved at spare op af dage som i dag.
Kun sandheden 
Det gør hun helt sikkert – jeg er jo af den klare overbevisning, at kun intelligente børn har et stort temperament;).
Kommende fra en mor til tvillinger med kolik i hhv. 6 og 8 måneder, hvoraf datteren har et temperament, som ligner Carlas – er det kun en lille smule forudindtaget.
Heidi
Nu siger jeg så tak til dig for tips til læsestof!
Jeg har også sådan et troldebarn, der er som du beskriver din datter. Han er udredt i PPR, da han går i skole, og beskeden var også der: ingen diagnose, men over-følsom. Mangler de filtre som andre har, til at lukke verden lidt ude. Og eksploderer ind imellem.
Nu er han næsten otte år, og jeg kan se, at han hele tiden får det bedre. Psykologen i PPR forklarede det sådan, at hans hoved ‘er foran’ den øvrige udvikling. Hans sprog er fx langt over niveauet for hans alder, men hans øvrige udvikling er gennemsnitlig for alderen, hvilket vil sige, at der er noget, der ikke passer sammen. Og det giver frustrationer.
Det. der for mig er meget vigtigt, er at skolen og jeg deler ‘syn på sagen’ og har et tæt og tillidsfuldt samarbejde om de rammer, han skal fungere i. Ellers er det, at man kan komme til at føle sig meget alene og måske utilstrækkelig fordi de vanskeligheder, der er, kræver så meget energi. For mig er balancekunsten at acceptere (og glæde mig over) at han ikke har en psykiatrisk diagnose og samtidig ikke miste fokus på de problematikker, jeg ser hos ham.
Og sidst vil jeg sige, at psykologen også sagde til mig, at min dreng har så stor sensivtivitet at det på lang sigt vil være en stor kompetence. Han skal bare lære at håndtere det. Og heldigvis er alle mødre (og fædre) den bedste ens eget barn kunne få!! Kh Hulemor
@ Heidi: To kolikbørn! Du har min dybeste respekt, og jo man er sgu nødt til at tro på at der er en eller anden forklaring 🙂
@ Hulemor: Godt du kunne bruge linksene, og tak for din beskrivelse. Sjovt at jeg altid har kaldt min datter for trolde. Har forsøgt det samme med min søn, men det passer slet ikke til ham.