Kun sandheden

I et anfald af begejstring over fødselsdagsglade børn, der spontant krammer hinanden, og jeg-har-fri-og-fortrænger-at-madpakkerne-venter-forude fandt jeg den store krea-kasse frem. Og eftersom jeg køber et par diy-accessories om ugen, men har problemer med talenter og tålmodighed, særligt når det involverer BÅDE mig og mine børn, er der virkelig tale om en rimelig velassorteret filial af Pandoro.

Jeg havde set de fineste dream catchers ovre hos Minimega og se det er overskudsmor efter min smag, for der er plads til et par skæve vinkler, dovne sakse og lette løsninger. Så vi kastede os ud i det…

Jeg kom vist til at skælde ud et par gange undervejs, men det er sgu da også fordi børn skal pille i alting og trække i tråde, der endnu ikke er fæstnet.

Bagefter fortalte jeg, at det fine ved dream catchers er, at de tager de onde drømme, hvilket selvfølgelig straks fik den spørgelystne fødselar til at undre sig. For hvor lægger drømmefangeren de onde drømme hen? Ehm, man kan jo ikke så godt svare, at den holder fast på dem, for så ender de jo med at have et helt horror-drømmebibliotek hængende over deres senge. Så det blev et af de der sludre-vrøvle-se-hvor-fin-den-er-blevet-svar.

Og så snakker vi ikke mere om det. Hvornår lærer de unger at være taknemmelige for deres forældres uventede overskud i stedet for at pille koncepterne fra hinanden.