I 4 år har vi været parcelister, og allerede dengang vi fik købsaftalen burde jeg havde anet uråd. Måske burde der ligefrem være sådan en statslig instans, der vurderede og godkendte en som potentiel huskøber på linie med folk, der vil adoptere. Ikke bare gældsætter man sig for livet, men man får også ansvaret for et monstrum af mursten og tegl, som kræver opmærksomhed og omsorg (og en vognpark af devices til hækkeklipning, græsslåning, sneskrabning and what not).
Nå, men det begyndte ellers meget godt, når jeg selv skal sige det. Jeg forsøgte virkelig at læse købsaftalen, det gjorde jeg, men den var fuld af mærkelige ord og tal. Så kom mødet med banken og snak om rentesatser og kurser. Jeg tror, jeg forstod hvad det gik ud på dengang, men har glemt det igen og har ikke den fjerneste ide om, hvorfor, hvornår og hvordan man konverterer sine lån – kun at at mange snakker om det og at folk (de andre) har sparet flere penge end jeg tjener om året, og det er noget man burde forholde sig til.
Og jeg indrømmer at jeg har sådan lidt barnlig følelse af trods mod at blive revet med ned i parcelistdyndet – og barnligt er lige, hvad det har udviklet sig til, for hver gang der er problemer – hvoraf langt de fleste på mystisk vis handler om vand – ringer jeg til min far. Når vandet pludselig driver ned ad væggen i stuen, fordi vi ikke lige har fået repareret et hul tagrenden og det så lige valgte at blive den vådeste november i mands minde. Når vandet, der kommer ud af vandhanden er 70 grader varmt, og vi ikke kan finde ud af at skrue ned for temperaturen. Når vandet løber i en lind strøm ud af køleskabet og ned på gulvet, og vi er på vej ud for at bruge 5.000 kr på et nyt (det viste sig så at være en brødkrumme, der sad fast i afløbet). Eller når går op for os, at vi efter 4 år i vores eget hus ikke aner, hvor vandmåleren sidder – og i øvrigt får følgende besked, da jeg indberettede forbruget på nettet: “Din indberetning afviger meget fra vores estimerede forbrug. Er du sikker på, at indberetningen er korrekt?”
Jeg håber sgu jeg er en bedre mor for mine børn end jeg er for mit hus for ellers vi kan vist ligeså godt sende bud efter de sociale myndigheder med det samme…
Kun sandheden 
Hahaha – skønt – det kunne være mig 🙂