Tag Archives: momentan sindssyge

11. august 2016
2 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Frit fald

Man holder sit nyfødte barn helt tæt og har aldrig lyst til at give slip. Men langsomt river barnet sig løs og bliver sig selv. Og man slipper, fordi det er det, man skal. Slippe, ikke holde fast.

Jeg lå i hospitalssengen med min daggamle datter. Lillebitte var hun, som en ny baby nu en gang er. Sovende det meste af tiden, det mærkværdige væsen, som jeg havde båret under mit hjerte i så mange måneder, og som jeg følte, jeg burde kende, men som jeg alligevel slet ikke kendte.

I mange år havde jeg forsvoret jeg overhovedet skulle være nogens mor. Men nu lå hun her og duftede trygt og varmt af uspoleret nyt liv, og jeg hviskede til hende: ’Vi to, vi hænger sammen, resten af livet. Jeg passer på dig.’

Alting var så højstemt de første dage. Næsten andægtigt, og jeg er ellers ikke et andægtigt menneske, men så alligevel en højstemt mor, viste det sig. Jeg passer på dig, sagde jeg, som havde været mor i halvandet døgn og vidste lige præcis ingenting om at være mor og slet ingenting om, hvordan man passer på 2800 gram baby.

Hun kom flere uger før terminen. Hvis hun var blevet født på den anden side af midnat, havde hun været et helt almindeligt barn, og vi var kommet hjem med det samme. Nu var hun født for tidligt, og vi fik lov til at gemme os på hospitalet i mange dage nok til, at vi kunne lege mor, far og barn og stadig trække i snoren, hvis vi blev i tvivl.

Og i tvivl var vi det meste af tiden. Det føltes på en gang, som om hun altid havde været en del af os, og som om vi var blevet pålagt en opgave, der var alt for stor til, hvem vi var. To mennesker, der var vant til at leve hver vores liv sammen, og som på en enkelt formiddag var blevet for evigt forbundet af et nyt lillebitte menneske.

Hun skulle mades hver anden time. Drikke sølle 15 ml mælk af et lille plastikglas, mens vi ventede på, at mælken løb til. Hun lå med lukkede øjne, mens vi nødede hende til at drikke. Der var ikke noget dramatisk ved situationen, ikke andet end at jeg ikke fik sovet, fordi hun skulle have mad døgnet rundt.

Jeg troede ikke, jeg kunne undvære søvn, men det lærer man med tiden. Ikke at undvære, men at leve med at undvære. Ligesom man lærer at lukke gode råd ude, særligt dem om, at alting er en fase.

Seks år i konstant søvnunderskud er en lang fase, og man bliver ikke et større menneske af ikke at få sovet. Man hænger sammen, fordi man skal, men heller ikke meget mere end det. På den femte dag fik vi lov til at tage hjem.

Jeg så mig over skulderen, da vi gik ud af døren for at tage elevatoren ned. Mig og min lille nye familie på vej mod jorden. Sygeplejersken vinkede til mig. Det var ok. Vi måtte gerne tage vores baby med hjem, hun var trods alt vores. Hun hørte til hos os.

Uden for bragede hverdagen imod os. Trafikken var usædvanlig hektisk, og lydene, alle de lyde, al den larm. Jeg havde lyst til at tage mit barn i armene, skærme hende mod virkeligheden, som var blevet så barsk og fuld af lys på bare fem dage.

Alt var som før, og ingenting var som før.

Noget nyt voksede i mig i de dage. Moderskabet. Ikke som en bekymring, men som en stor varm boble. Som et ekstra kammer i mit hjerte. Som en enorm beskyttertrang. Vi måtte søge i dækning. Væk. Fra verden, som teede sig så tosset, og vi trillede forsigtigt barnevognen henover fortovet. Vi forsøgte at skærme hende, men det var umuligt. Alle de bump, alle de knækkede fliser, alle de kantsten.

Hun viste sig at være sådan et barn, der vendte sig ud mod verden. Som tog på eventyr så snart hun overhovedet kunne bevæge sig. Det var som om verden aldrig kunne blive stor nok. Derfor lærte jeg tidligt at give slip.

Hun insisterede, og jeg havde ingen gode grunde til at holde på hende. At holde hende fast mod hendes vilje var omsonst, for hun tog imod alt det nye med en naturlig nysgerrighed, som er en gave både i det lille og i det store liv. Hun viste tillid og fik tillid igen. Det var også hendes gave.

Min opgave blev at forklare hende, hvordan verden hang sammen. Og at stole på, at hun nok skulle klare sig. Hun var draget af sted uanset.

Det ville være løgn at påstå, at hun ikke har slået sig undervejs. Både helt fysisk når hun kravlede op og hoppede ned i fuld tillid til, at hun ville landet blødt. Det gjorde hun ikke altid. Og når hun kravlede ind under huden på andre mennesker og blev afvist. Ikke alle voksne gider svare, ikke alle voksne giver igen af samme nysgerrige skuffe. Det er ikke nogen dårlig erfaring at gøre sig, mens man endnu er for lille til helt at forstå.

Hun ville verden for meget til at tage sig af dem, der ikke ville.

Når jeg ser på hende nu. Hende, min 10-årige datter og hendes 16 måneder yngre lillebror, strømmer blød varme gennem mig. En følelse af stor taknemmelighed og skrøbelighed på samme tid. Hvad er jeg uden de to mennesker?

Jeg er ikke kun dem, men jeg er ingenting uden. Jeg er deres mor. Den, der passer på dem. Den, de skal kunne regne med. Hele tiden. Også når jeg ikke gider, eller jeg er for træt til at tage mig af andre end mig selv. At se mig selv vokse ud af dem – at blive nogens mor.

Hvem havde troet, at jeg overhovedet havde det i mig. Hvem havde troet, at jeg kunne være påtage mig det ansvar? Hvem havde overhovedet troet, at jeg kunne være voksen og navigere i moderskabets umulige rolle?

Hvem havde troet, jeg kunne give slip, når de med den største naturlighed gør sig fri af mig. Den første overnatning hos en kammerat. Den første cykeltur alene til skolen. Den første tur med toget til Jylland på egen hånd.For slet ikke at tale om den allerførste gang de, tre og fire år gamle, gik af sted til købmanden med hinanden i hånden. De to sammen. Mine unger.

Jeg stod og så dem gå ned ad vejen, og da de drejede om hjørnet, var de alene i verden. Uden for mit blik. Det tog en evighed, inden de kom tilbage. Lige præcis længe nok til, at jeg kunne nå at forestille mig, at nogen havde taget dem under armen og var løbet af sted med dem. Men selvfølgelig kom de tilbage. Med en liter mælk og byttepenge. De var rejst ud i verden og kom tilbage med ranke rygge. Se os, vi kunne godt!

Det river lidt i hjertet, hver gang de går ud døren af sted på et nyt eventyr. Bekymringen, den nagende angst for, hvordan verden tager imod dem lurer lige under overfladen, men sejren i deres øjne, når de vender hjem igen, kompenserer så rigeligt for det åbne hjertes skrøbelighed.

De løsriver sig en lille smule hver eneste dag. De to unger, der lige om lidt har mere brug for alle andre end mig, fordi det er sådan livet er. Det gør mig stolt og glad, at de har den tro på sig selv og verden – og på mig. At de tør gå fra mig, vende ryggen til mig, i fuld tiltro til, at jeg er der, når de vender tilbage.

Langsomt sluttes cirklen. Den første løsrivelse, fødslen, den dag man slipper dem løs i en vild og ukendt verden, og så de intense, udmattende, berigende år, hvor de vokser til, og man ikke får sovet mere end to sammenhængende timer ad gangen, hvor de hele tiden er inde for rækkevidde, og man drømmer om bare et øjeblik for sig selv, indtil den dag, hvor de igen stille og roligt, i deres eget tempo, begynder de at vende blikket væk fra en.

Langsomt slipper de taget, og det nytter ikke at holde fast. De skal ud i verden. Stå på egne ben. Alene. Det er naturens orden, den virkelige sejr. At give slip på sine børn løs. I fuld tillid til, at de klarer sig så godt, de kan. I fuld tiltro til at de kan gå vejen selv, uden mig.

med emneordet , , ,
2. maj 2016
Skriv en kommentar
Information, The kids

Tror du, de andre kan lide dig?

Jeg gætter på, det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ’du er den bedste mor i verden’ til ’lortemor’ på under 10 sekunder.

[Klumme bragt i Information, 30. april 2016]

Undervisningsministeriet har naturligvis udviklet et trivselsværktøj med nationale trivselsindikatorer, som det så smukt hedder. Et af spørgsmålene i testen lyder: Tror du de andre børn i klassen kan lide dig?

Svarmuligheder: Ja, de fleste. Ja, nogle stykker. Nej.

Min søn lagde sig sikkert i midten, for som han sagde: ”Jeg ved jo ikke, om alle kan lide mig, men der er jo nok nogen, der kan.”

”Tror du alligevel ikke, det er de fleste,” spurgte jeg.

”Det ved jeg da ikke noget om. Jeg har jo ikke spurgt dem,” svarede han og så på mig med undrende øjne. Ved man nogensinde, om de fleste kan lide en, sådan for alvor? Og er det overhovedet et mål i sig selv?

Et andet spørgsmål lyder: Er timerne kedelige? Igen lagde han sig i midten.

”Det er svært at sige, at noget helt sikkert er godt eller helt sikkert er dårligt, men jeg kan i hvert fald ikke lide fredag i skolen,” sagde han. Det er ikke sådan han ikke kan lide at gå i skole. Nogle gange synes han bare, timerne er kedelige. Livet i en nøddeskal, fristes man til at sige.

Så hvad kan vi egentlig bruge de svar til? Hvis mange børn ligger sig sikkert i midten, giver det indtryk af, at trivslen på skolen er middelmådig. Hvis enkelte børn svarer, at ingen kan lide dem, bliver deres (vigtige) svar slugt af alle dem, der har det ok det meste af tiden.

Trivslen på skolen har det godt, konkluderer undersøgelsen måske, men skolen har det vel ikke bedre end de elever, der har det dårligst? Hvis altså skolen også er et fællesskab og et sted, hvor børnene skal lære at tage ansvar for sig selv og hinanden. Det værdisæt fremgår naturligvis ikke af nogen test og er måske derfor i sig selv lige højtravende nok til at være et mål for skolen. Tidens sandheder findes som bekendt i målbare resultater baseret på objektive kriterier.

Det største problem med trivsel, der sættes på formel, er, at det altid vil være et øjebliksbillede – og at resultatet derfor mildest talt er påvirkeligt. Jeg gætter på det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ”Du er den bedste mor i verden” til ”lortemor” på under 10 sekunder. På samme måde vil svarene usvigeligt være påvirket af, hvordan frikvarteret er gået, om mor og far skændtes om morgenen, om der er en mellemørebetændelse undervejs. Selv hvis man spurgte voksne, ville svarene være påvirkelige, for den dag man har fået en tiltrængt lønforhøjelse, vil man nok være mere positivt indstillet over for sin arbejdsplads, end den dag, man fik afslag på et fedt kursus, man havde drømt om at deltage i.

Som det er med den meste af den testliderlighed, der gennemsyrer barndommen, ender vi med at skyde gråspurve med kanoner, som man siger. Eller rettere: Trivselsmålingerne giver politikerne mulighed for at placere skolerne på en rangliste, men målingen siger intet om, hvor gode skolen er til at hjælpe og støtte de børn, der har større problemer end et middelmådigt frikvarter og periodevis kedsomhed.

Derfor må vi holde op med at tale om børns trivsel som et objektivt begreb, fordi det skaber en distance mellem os og det enkelte barn. Et dyrt betalt trivselsværktøj og en årlig måling kommer ikke for alvor til at betyde noget for det barn, der har det svært i hverdagen. I stedet er vi nødt til at vise lærerne tillid, og lærerne er nødt til at tage magten tilbage og vise, at de – sammen med nu ovenikøbet uddannede pædagoger – kan give fagligt kvalificerede bud på, hvilke børn der trives, og hvilke børn der har brug for støtte og opmærksom.

Det er i hverdagen, vi skal være optaget af, hvordan børnene går og har det med sig selv og hinanden, ikke den ene gang om året, hvor alt skal passe i en kasse. I øvrigt tror du dine kollegaer kan lide dig? Hvilket svar ville du give på det spørgsmål? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,
9. juni 2015
3 kommentarer
fv15

Her er en fattig du kan træde lidt på (i anledning af valgkampen)

Det måtte jo komme. Kampen om at finde den rigeste, mest forkælede, mest dovne kontanthjælpmodtager. En enlig mor selvfølgelig. Hende, der bare nasser på systemet og skovler børnebidrag og boligsikring ind. Hende, DU betaler til, ja, dig med jobbet og huset og familien. Dig, der er som folk er flest og selvfølgelig ALDRIG vil suge på lappen på den måde.

Hvis du var hende … Du ville da finde dig et arbejde, ville du. Du ville da tage dig en uddannelse. Du ville da flytte på tværs af landet. Hvis det er der arbejdet er, er det der du ville tage hen. Uanset. Du ville aldrig blive syg. Du ville aldrig blive socialt udsat. Du ville ALDRIG ende på bunden. Ikke på vilkår om det nogensinde kunne ske for dig. Næh, dem der ligger derude i udkanten med deres gulnede eksamensbevis fra 9. klasse, de må sgu klare sig selv, for nu starter kampen, valgkampen, nu gå vi ind i næste fase, der hvor det er tilladt at træde på alle, der allerede ligger ned.

I dag piller vi en fattig i tusinde stykker, træder lidt mere på hende, fordi vi alle sammen ved, at der findes SÅ mange som hende. Mennesker som bare vil nyde og nyde og nyde, mens vi andre YDER og YDER og YDER. Selvom det nu ikke ser ud som om der er så meget at nyde i det liv, hun lever – i hvert fald ikke at dømme efter billederne. Som om vi forestiller os, at det er et liv, men vælger bare fordi man ikke gider alternativet.

Og der er ingen, der spørger hendes børn, hvordan det er (igen) at blive udstillet. ER der overhovedet nogen, der bekymrer sig helt oprigtigt om de børn, der vokser op i de privilegeredes kontanthjælpsrækker. Er der nogen, der for alvor er optaget af, hvordan vi kan bidrage til, at børnene får muligheder som deres forældre ikke fik – en uddannelse fx? Er der nogen, der er optaget af den sociale arv mere? Eller er vi nu der, hvor de stærkeste bare har lov til at stå på skuldrene af de fattigste og råbe UDUELIGE FÆ ned i dyndet?

Alle siger der skal kunne betale sig at arbejde … mig bekendt er det mest, dem der har et arbejder, der siger, at der er nogen, der siger at det ikke kan betale sig at arbejde. Hvis vi spørger dem, der ikke har et arbejde, ville de fleste nok svare at de gerne vil arbejde. Det er selvfølgelig bare en påstand, ligesom alle de andre påstande vi kaster rundt med som sandheder. Men det er trods alt begrænset hvor mange mennesker, der kan sidde ved kassen i Netto – hvor mange der feje fortove foran boligblokkene. Trods alt. De, der skæve jobs til folk uden uddannelse, findes de overhovedet mere? Det er et spørgsmål, ikke en påstand. Og hvor er det lige de der mennesker uden uddannelse, dem på bunden, hvor er det de skal finde det der arbejde, som det ikke kan betale sig at tage. Er der nogen, der svarer på det?

Hvis man siger, at det kunne være helt spændende, hvis store globale virksomheder ligefrem begyndte at betale skat i Danmark, er man sådan en hippietøs, der slet ikke har forstået det med VÆKSTEN. VÆKSTEN. OG ARBEJDSPLADSER DER SIVER UD AF LANDET, FORDI DET IKKE KAN BETALE SIG AT ARBEJDE (som dem, der tjener allermest siger, selvom de arbejder og arbejder og ikke ser ud til at have problemer med at overleve – det er selvfølgelig også en påstand).

Men hvis man råber den enlige mor på kontanthjælp ind i hovedet, at hun NASSER på samfundet, fordi hun ikke bare får sig arbejde, der ude i udkanten, som vi har besluttet ikke må hedde udkanten, selvom dem med arbejde for længst er flyttet derfra. Hvis man råber lidt af hende, ja så er man en rigtig helt, der kan gå hen og vinde valget, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, det skal det, det, lige præcis det, kan ingen vel være uenige i.

Så nu træder vi lidt mere på de fattige – og på deres børn, som nok en dag heller ikke gider arbejder, men bare tror vi andre (os med ARBEJDE) ikke har andet at lave en at holde røven oppe på dem, der ikke selv kan stå. Lad os råbe lidt mere af dem, der ligger ned. Lad os råbe af dem – og så tale lidt mere om (NUL)VÆKSTEN og helt ignorere KLIMAET. Det gir skidegod mening.

 

med emneordet , ,
3. juni 2015
Skriv en kommentar
fv15

Vi har sejret ad helvede til

Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.

WB

med emneordet , , ,
27. maj 2015
Skriv en kommentar
As if

Jeg stemmer på … ingen

Ok. Så lad os tale om det valg. Jeg er politisk hjemløs, helt og aldeles. Jeg orker end ikke at tænke på valgdebatter. Slogans. Løfter. Sukken. Himmelvendte øjne. Politikere, der overgår hinanden i, hvor mange byggepladser, sygehuse og plejehjem, de har besøgt. Hvor mange sosu-assistenter og stilladsarbejdere, de har talt med. Rigtige mennesker uden i den virkelige verden, forstås. Jeg gider ikke høre på det mere. Jeg er færdig. Helt færdig. Og vi er først lige begyndt. Det starter nu. Det store valgcirkus. Kampen om taburetterne. Om magten. Om retten til at vide bedre.

Jeg orker slet ikke at tænke på, hvor vi ender bagefter. Jeg gør mig ingen forestillinger om, at et valg kan gøre et forskel. Det er lige meget, hvor den stemme lander for vi er allerede forsmåede, lukkede om os selv, selvtilstrækkelige i en grad som klæder ingen. Politikerne henter legitimitet i en virkelighed, de ikke lever i og taler til frygten, det mindste i os.

Der er ikke noget fællesskab at tale til, for enhver må svare sit og dem der ligger ned, er nok selv ude om det. Vi kan jo ikke holde hånden under alle. Nogen (de andre) må tage sig sammen. Velfærdssamfundet er under pres, og nogen må jo sige det. Så det gør vi. Siger det igen og igen. Tag dig sammen. Det er jo ikke vores skyld OG SLET IKKE VORES ANSVAR, at du ligger der og roder rundt uden uddannelse, uden arbejde, uden mening for enden af udkantsmotorvejen. Socialt udsat er ikke længere noget, man er, men noget man vælger. Se, bare på alle mønsterbryderne. De kan jo godt, fordi de vil. Det handler om vilje først og fremmest.

Vi træder vande. Vi hylder væksten. Nu kommer opsvinget. Og vi hylder new public management i en naiv tro på, at kontrol kan forandre verden. Mere kontrol. Flere mekanismer, der skal skille fårene for bukkene. Mistro til hinanden, det er det vi bygger fremtiden på.

Og det selvom alle ved, at vi burde hæve blikket og tale om elefanten i rummet, som snart er så stor at den ikke kan være nogen steder. Vi burde tale om klima, KLIMA. KLIMA FOR FANDEN! Eller rettere vi burde holde op med at tale og handle i stedet. Gå forrest. Gøre noget. Noget virkelig stort.

Vi burde tale om reformer. Store reformer. Omkalfaltrende reformer. Forandringer, der ikke er bundet op på vækst og opsving. Stramninger, påbud, flere regler og en ny kræftpakke. Det er – ja, undskyld mig – som at skide i havet, når vi burde forestille os det umulige og stræbe efter det. Når vi burde være ambitiøse på verdens vegne, på fællesskabets vegne, på vores børns vegne.

Men nu kommer valget, og så drukner det hele i skåltaler og pegen fingre og valgplakater, hvor velmenende mennesker smiler ned til os fra lygtepæle. Ned til os, folket. Til mig, som føler mig repræsenteret af ingen. Til dig, der har trykket hånd med en rigtig politiker i Bilka eller fået en kop kaffe og valgløfter trykt på papir stukket i hånden på stationen af en ‘kampagnemedarbejder’. Det er det, vi kalder valgkamp. Det er det vi kalder at møde folket. Det er det vi kalder samtalen. Det er det vi kalder repræsentation. Nu kommer valget, og jeg har aldrig været mere desillussioneret på demokratiet og fremtidens vegne. Jeg stemmer på … ingen.

10045027

med emneordet ,
29. april 2015
6 kommentarer
As if, Sandheden

Slap nu af med det arbejde!

Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.

Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.

Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.

Mødet med middelmådigheden

Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.

Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.

Hej krise

I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.

Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.

Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.

Kollektiv psykose

Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).

Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?

Dygtige dig

Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.

De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.

Slap af!

Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.

Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.

med emneordet , ,
4. april 2014
1 kommentar
Anbefalinger

Sindssyge bøger

Det er mange år siden, jeg læste Einar Mar Gudmundssons Universets Engle. Nu har jeg læste den igen og grüss Got, det jeg er stadig vild med den bog. Faktisk er den næsten blevet bedre . Muligvis fordi jeg er blevet ældre. Noget med dybde og erfaring og man har alligevel set et og andet. Den slags. En fin og meget gribende historie om en mand, der mister forstanden. universets-engle_137262   Historien bliver i øvrigt ikke dårligere af at blive filmatiseret. http://www.youtube.com/watch?v=T7Xtrj3UFB8 Og nu vi taler om sindssyge – om end i en anden, lidt mere stilfærdigt råbende form: Line- Maria Långs næsten nye bog Artiskokhjerte… Suk. Smuk og sørgmodig og fuld af kakelakker og et mildest talt aparte kærlighedseventyr i Paris. Det er virkelig min nye yndlingsbog. Jeg elsker at den er helt stille og på samme tid så voldsom og ustyrlig #lotsalove b-9788763831901-Artiskokhjerte---Line-Maria-Lang-p

med emneordet , ,
24. januar 2014
10 kommentarer
As if, Farmorbørn, Sandheden

Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

I går satte jeg mig ned og gjorde noget, jeg muligvis havde haft bedst af at afholde mig fra: Jeg så det tredje program i DR-serien Sådan er det bare. Præmissen for programserien er nemlig interessant; lad os pille lidt ved alle de selvfølgeligheder, der former et moderne hverdagsliv og se på, hvorfor det er blevet sådan, og om det måske kunne være anderledes.

Det tredje program handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv, og hvad det betyder for børnefamilier, at hverdagen er travl og for nogen ligefrem stressende. Jeg skrev i oktober en kronik om børnefamiliernes hamsterhjul, så lad os bare sige at det er et emne der allerede optager mig.

Grunden til jeg ville ønske at jeg aldrig havde set programmet, er at det gennem samfulde 28 lange pinefulde minutter kun gør en ting: Hælder dårlig samvittighed ud over udearbejdende mødre – og tragikomisk nok er programmet med til at fastholde stereotyper og status quo snarere end at skitsere reelle alternativer til det nuværende liv i en gennemsnitlig børnefamilie.

Vi ser en udearbejdende mor som løber rundt efter sit barn i supermarkedet, mens hun prøver at købe ind efter arbejde. Og vi ser en hjemmegående mor, der bager boller (seriøst?!), griner og hygger med sine børn omkring bordet. Det har den udearbejdende mor helt åbenlyst hverken tid eller overskud til.

Vi hører også hvordan den udearbejdende mor skal argumentere for, hvorfor hun overhovedet har et arbejde – hvorfor hun ikke er hjemmegående.

“Mit arbejde giver mig mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har. Og det at have kollegaer betyder meget for mig.”

Vi hører hende fortælle, at det er hårdt at have ambitioner med sit arbejde og samtidig være familiens projektleder.

Speak: “Katrine er glad for sit arbejde, men hun kan mærke at det kan være svært at nå det hele.”

Katrine: Der er dage hvor jeg tænker: Gud hvor jeg er dog en dårlig forælder. Jeg henter som en af de seneste. Det er bare ikke godt nok.

Vi hører hvordan travlheden i familien er et overgreb (seriøst?!) på børn.

Speak: “De [Børns Vilkår] optager hver dag [sic!] opkald fra børn der har svært ved at nå igennem til deres forældre.”

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår: “Forældrene har aldrig tid […] Det er en slags omsorgssvigt at man faktisk ikke har den tid der skal til for at lytte til børnene.

Nå ja, og så er der selvfølgelig den om pengene. At vi er forkælede og bare kunne gøre noget andet som fx at flytte til Lolland, fordi ALLE jo ved at der er masser af jobs at få i Udkantsdanmark (i hvert fald er der fred og ro). Igen klip til stakkelse Katrine:

Speak: ” Det er altså ikke helt omkostningsfrit at både far og mor går på arbejde. Alligevel er der en grund til at de fleste vælger at leve deres liv på den måde. Vi vil gerne have de penge der følger med et job.”

“Min indtægt betyder for familien, at vi har noget mere frihed i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os.”

Nu går du lige tilbage og så læser du alle citaterne med Katrine igen. Og så forestiller du dig, at det er hendes mand, vi kan kalde ham Mads, eller en mand du kender, der i stedet er citeret.

Nej vel? Det går ikke, alene af den grund at du ALDRIG ville spørge en mand, hvorfor han går på arbejde, hvilke tanker han gør sig om hvordan familielivet hænger sammen med hans karriere og slet slet ikke: Hvad betyder din indkomst for familien, Jørgen?!?!?!

Hele programmet er lagt ind i en fornedrende ramme, som gør familielivet til kvindens ansvar, hendes karriere til et personligt, egoistisk projekt og hendes fine lille indtægt til et appendix til familiens økonomi. Det er ikke hendes mands penge der betaler for skiferien – næh, hans rigtige løn går vel til mursten og bil og pension, synes at være programmets præmis.

Men det ved jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed, altså hvad programmet overhovedet mener om mænd endsige hvad mænd mener om familiens hamsterhjul, for de er slet ikke en del af programmet. Et program der handler om moderne familieliv vælger alene at lade kvinderne komme til orde – og dermed fastholde os alle sammen i den forestilling at det i sidste ende er kvindernes ansvar om familiens trives. For… Sådan er det bare!

Nilfisk

med emneordet , , , ,
15. november 2013
Skriv en kommentar
As if

Royal sci-fi

Den royale maler Thomas Kluge har begået et maleri af Hendes majestæt og hele det kongelige menageri (det første af sin art de seneste 100 år).

Maleriet er noget af det uhyggeligste, jeg længe har set. Så ensomme de hver især ser ud, særligt den lille konge in spe, der står der mutters alene som en krympet voksen. Så stor og så lille på samme tid. Og den stakkels Isabella der under Kluges pensel er forvandlet til en moderne udgave af Carrie.

Det eneste glædelige ved maleriet er, at baggrunden står som ruiner fra en fjern fortid. Må det sammen med den dystopiske stemning være en reminder om, hvor det er hele det mærkværdige set-up, som kongehuset er, hører hjemme. I historiebøgerne.

Kongehuset maler

med emneordet ,
2. oktober 2013
3 kommentarer
Sandheden

Abort gør dig ked af det

Og så blev det søndag – og også mandag og tilmed tirsdag, og nu er det pludselig onsdag, og jeg har stadig ikke fundet den heldige vinder af Caitlin Morans bog. Shame on me. Men nu gør jeg det, der er bare noget jeg skal sige først. Og det handler om aborter og den kampagne, som forstyrrede mennesker (og det mener jeg virkelig de er) har besluttet sig for at hælde ud over os alle sammen. En kampagne så fuld af dårlig samvittighed, at jeg får lyst til at råbe højt tilbage. SHUT UP! Fri abort er en basal rettighed, som jeg mener alle kvinder bør have adgang til. Punktum. Og jo, du kender måske en fjern slægtning eller veninde eller gammel skolekammerat om hvem nogen har fortalt, at hun bruger abort som prævention. Og hvad så? Har jeg lyst til at spørge. Der er vel ingen, der seriøst mener at vi skal begrænse adgangen til abort, fordi en eller anden vi en gang har hørt om efter sigende har været en lidt for flittig gæst på hospitalet. Nej vel?

Caitlin Morans bog indeholder et meget fint og nuanceret kapitel om netop abort, og det vil jeg anbefale alle, også de religiøse (i enhver forstand) modstandere, at læse. Kapitlet om aborter, om hendes egen, om hvordan vi ser på abort (de dårlige og de gode), om hvordan vi ser på mødre, og hvorfor hun tror på, at kvinder er i stand til at træffe et kvalificeret valg, inden de får en abort. Det er kloge ord, og jeg blev faktisk rørt undervejs, fordi jeg synes netop det kapitel siger så meget om vores forventninger til kvinden som mor – og fødemaskine: ”Den bedste mor – den perfekte mor – vil gå alle ni måneder med ethvert barn, hun undfangede, uanset hvor nedbrydende og ødelæggende det ville være, for hendes kærlighed ville være stor nok til alle.”

Som Moran tror jeg på, at kvinder også når det handler om aborter er i stand til at tage kvalificerede og velovervejede beslutninger, præcis som vi hver dag gør på vores arbejde og i (de fleste) af livets andre forhold. Abortmodstandernes kampagne forsøger at tale til den lille pige i os alle, til den lyserøde drøm om barnet (”du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig”). De taler enten fra et moraliserende eller et religiøst synspunkt, og det er der formentlig en meget god grund til, for der findes ganske enkelt ikke rationelle argumenter for at fratage kvinden retten til at bestemme over sin egen krop.

Caitlin Morans kapitel skriver åbent og næsten skræmmende nøgternt om sin egen abort, samtidig med at hun igen og igen understreger, at hun ikke var i tvivl eller nogensinde har fortrudt at hun tog den beslutning. Fordi det var den rigtige for hende. I den situation hun var i på det tidspunkt i sit liv. Og det er en helt afgørende pointe: Ingen af os kan (eller bør) gøre os til herre over, hvorvidt en kvinde skal føde et barn. Det er hendes egen beslutning (sammen med faren, hvis der er sådan en), og den ret fortjener ingen at få frataget eller mudret til med andres dårlige samvittighed.

P.S. Luise, du har vundet Kunsten at være kvinde. Send mig din adresse, så får du fluks bogen i din postkasse.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg