Tag Archives: meningsfuldt

Kvindelige forfattere jeg ikke ville være foruden #readwomen2014

Inspireret af Henriette Rostrups blogindlæg og kampagnen #readwomen2014 tænkte jeg, at jeg hurtigt ville lave min egen top 10 over de kvindelige forfattere, som over tid har betydet noget for mig. De der to håndfulde, som skiller sig ud mellem alle de andre… Easy peasy.

Jeg har foreløbig brugt en time på listen, som nu faktisk er blevet til to lister og hverken er en top 10 eller top 5 (men dog tilsammen en top 20). Det er et kompromis, ikke? For det er jo umuligt at koge 30 års narkomani og forelskelse ned til to sølle håndfulde. Så i al ydmyghed følger her:

12 kvindelige forfattere, jeg har med mig fra det sidste årti

  • Joyce Carol Oates: Vandfaldet
  • Inger Christensen: Det
  • Helle Helle: Ned til hundene
  • Linn Ullmann: Før du sover (og resten af forfatterskabet)
  • Virginia Woolf: Eget værelse og Bølgerne
  • Josefine Klougart: Stigninger og fald
  • Flannery O’Connor: En god mand er svær at finde
  • Antjie Krug: Country of My Skull
  • Anna Funder: Stasiland
  • Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme
  • Ali Smith: Brick Lane
  • Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol og purple hibiscus

8 kvindelige forfattere, der tegnede mine teenageår

  • Kirsten Thorup: Himmel og Helvede (Baby/Lille Jonna/Den lange sommer)
  • Herbjørg Wassmo: Huset med den blinde glasveranda
  • Annemarie Selinko: Désirée
  • Tove Ditlevsen: Alt
  • Charlotte Strandgaard: Lille menneske
  • Synnøve Søe: Fars
  • Hanne Vibeke Holst: Til sommer
  • Kirsten Hammann: Vera Winkelvir

Håber du vil lege med. Med din yndlingskvindeligeforfatter. Den roman, det digt, det essay, der står tilbage. Vær med her eller under hashtagget #readwomen2014 på Twitter

Emneord , , , , ,

De første minder: Om grise og møddinger og om at stå sammen når det gælder

Jeg sidder på køkkenbordet med fødderne i vasken. Min mormor gnider mine tæer og lægge ind i sæbe. Der er mørkt og køligt i det store køkken. Mørkt og køligt og stille, kun lyden af den tykke sæbe, der lægger sig på huden og vandet fra vasken, der plasker, når min mormor tager vandet i sine hænder og hælder det over mine ben. Uden for er det sommer.

Fra vinduet ved vasken kan vi se over til den hvidkalkede svinestald. Det er ikke en stor stald. Der er måske bare fem båse med søer og grise. Der er en indhegning bag ved stalden hvor grisene går ud og lufter sig.

Jeg har stået i stalden ved siden af min morfar med kasketten og de kæmpestore hænder. Et stort og et lille menneske i stilhed. Han er ikke et sludrechatol, min morfar. Slet ikke når han arbejder.

Han holder sin blågrønne arbejdsbukser oppe med to stykker stikkende, brunt selvbindergarn. Det har en særlig lugt, selvbindergarnet. Af jord og land og gamle dage. Jeg kan godt lide den lugt og de kæmpestore bundter af garn, der hænger på enorme kroge i laden.

Min morfar kan vist godt lide sine grise. Han kradser dem i hvert fald tit bag ørerne, når vi står i stalden sammen. Lyden af grisens genstridige børster under hans store hånd, som metal trukket gennem vådt grus. Den store mand, der altid smiler varmt til mig og klapper mig på hovedet med sin store hånd. Han kan vist også godt lide mig.

I hjørnet af båsen ligger småbitte nyfødte griseunger under en rød varmelampe. Jeg har prøvet at holde en af dem. De er helt bløde ligesom en bamse. Nogle gange dør en af dem. Det ved jeg, fordi min morfar har fortalt mig, at soen nogle gange lægger sig på sine unger og så dør de. Sådan er det bare. Naturens gang. Så bærer han de døde unger ud og begraver dem i møddingen.

Jeg ved også godt at grisene skal slagtes, når de bliver store nok. Så kommer de tilbage i plastikspande og baljer og min mormor pakker kødet i poser og fylder hakket kød i tarme. Det er noget fascinerende ved at se hvordan kødet presses ud gennem kødhakkeren, der er skruet fast på køkkenbordet. Det er næsten magisk, hvis bare jeg ikke tænker for meget på det med tarmen.

Og jeg ved at flæskestegen, der står på fryseren i den lille gang bag ved køkkenet kommer fra grisen, og den sprøde sværd, som jeg spiser af i smug, er grisens hud. “Så har musene været på spil igen,” siger min mormor med et glimt i øjet, når hun henter stegen på fryseren. Jeg kan godt lide hvordan de små tern af svær knaser mellem mælketænderne og smager af salt og fedt.

Den dag, min mormor skurer mine fødder rene og huden øm ved køkkenvasken, er min morfar ude ved grisene. Fra vinduet kan vi se en af de store grise. En af mødrene. Soen. Den går hen mod møddingen og det lille stinkende hul ved siden af møddingen som er fyldt med alt det der ikke er griselort og halm fra stalden. En sø af grisetis og mudder.

Pludselig kommer den for tæt på hullet. Det kan vi se, min mormor og jeg. Og vi kan høre, hvordan den skriger med sine skingre grisestemme, der er fuld af dødsangst. Bagbenene sidder fast i mudderhullet. Min morfar kommer rundt om hjørnet. Han råber. Vi kan ikke høre, hvad han siger, men min mormor kender det tonefald. Hun slipper mit ben, der plasker slapt ned i den skummende køkkenvask.

Hun har stadig forklædet på, da hun når ud til møddingen og den hysteriske, rædselsslagne so.

Jeg sidder på køkkenbordet i mørket med fødderne i lunkent vand og ser min mormor og morfor stå side om side. Skulder ved skulder. Min morfar råber, han er gal, ikke på min mormor, det ved hun godt, selvom det er hende det går ud over. Han råber, fordi han har brug for alle sine kræfter for at få den fordømte so op af mudderet. Og sammen trækker de i rebet, han har bundet rundt om soen. De står i en vinkel på 45 grader og trækker og trækker i rebet, mens min morfar råber og min mormor bider tænderne sammen og lægger alle kræfter i indtil mudderet til sidst, ganske langsomt og en smule modvilligt, giver slip på soens bagben.

Så lader de rebet falde. Min mormor retter på sit forklæde, mens min morfar trækker kasketten og de slidte arbejdsbukser på plads. Han løsner knuden på det tykke reb. Min mormor går tilbage mod køkkenet, og soen trasker udmattet tilbage mod stalden.

Senere drikker vi kaffe og spiser småkager ved spisebordet. Min morfar lugter af selvbindergarn – og en lille smule af mødding.

Emneord , ,

Det jeg læste i årets sidste uger

Der er meget godt at sige om tre ugers juleferie i de varme lande. Noget af det gode handler om at rejse med børn, der nu er så store, at jeg faktisk kan nå at læse indtil flere bøger, når jeg har ferie – ligesom i gamle dage.

Så her er hvad jeg nåede:

Josefine Klougart: Om mørke

om-moerke_247789

Klougart er måske en af de dygtigste unge forfattere i Danmark lige nu. Hun skriver som en drøm – det er ikke lettilgængelig litteratur, men man bliver så rigeligt belønnet for sin indsats. Passende selskab til lange aftener i en hængekøje med havet som baggrundsmusik.

Frederik Backman: En mand, der hedder Ove

en mand der hedder ove

Ove, ikke? Han vil egentlig bare gerne være i fred. Faktisk prøver han gennem hele bogen at komme til at tage sit eget liv, men det er ikke helt så let, når alle mulige og allermest umulige mennesker hele tiden vader ind og ud af hans liv. Virkelig underholdende og med plads til overraskelser undervejs. Jeg kamptudede de sidste 20 sider.

Eleanor Catton: The Rehearsal

rehearsel

En lærer bliver fyret, fordi han har haft en affære med en elev. Men måske var den unge pige ikke så meget et offer, som alle de voksne forsøgte at gøre hende til. En virkelig fin roman om ungdomsliv og de første forsøg med at finde sine ben i en spirende seksualitet, hvor alle døre i princippet står åbne. Eleanor Catton har i øvrigt vundet Man Booker Prize 2013 for sin anden roman The Luminaries. Yngste kvindelige modtager af Booker-prisen nogensinde. Sejt!

Og lige inden jeg faldt i søvn i liggestolen, begyndte jeg på feriens sidste bog.

Chrystia Freeland: Plutocrats – The Rise Of The New Global Super-Rich

plutocrats

Chrystia Freeland er finansjournalist, så man kan vel sige at hun ved hvad hun taler om, når hun i bogen beskriver, hvordan verdens allerigeste (de udgør bare 1 procent af verdens befolkning) kun bliver rigere og rigere, mens forskellen mellem verdens rigeste og resten af verden kun bliver større. Perspektiverne er ikke alt for muntre, for det handler ikke kun om penge og jetfly og store huse, men mest af alt om den magt og indflydelse, som de allerrigeste får adgang til via deres penge og lukkede netværk.

Happy New Year!

Emneord , , , ,

That’s my girl!

Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene. 

“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”

Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.

tumblr_inline_mnla0ffwHz1rnvwt1

Emneord , ,

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

Emneord , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

Emneord , ,

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

Emneord , , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

Emneord , , ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

Emneord , , , , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

Emneord , , , , ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 630, der følger denne blog