Tag Archives: meningsfuldt

That’s my girl!

Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene. 

“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”

Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.

tumblr_inline_mnla0ffwHz1rnvwt1

Emneord , ,

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

Emneord , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

Emneord , ,

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

Emneord , , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

Emneord , , ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

Emneord , , , , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

Emneord , , , , ,

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

Emneord , , , , ,

Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

Emneord , , , , ,

Hør nu efter (om madpakker og tålmodighed)

Fire uger siden skolen startede. Eller er det kun tre i virkeligheden? Men stadigvæk. Selv hvis det kun er tre uger siden, så har jeg alligevel afleveret mit barn i 0. kl. 15 gange. Eller i princippet for jeg afleverer ikke hver morgen. Men mit barn er i hvert fald blevet afleveret 15 gange. Og mindst 10 gange har de søde lærere skrevet denne påmindelse til forældrene:

“Vi opfordrer til at ”10-maden” og drikkedunken er i tasken/klassen, så børnene nemt kan komme til dem. Og så er det en rigtig god ide, at lade jeres barn selv komme madkassen i køleskabet – så kan de nemlig finde den når de skal spise frokost.”

Jeg beundrer dem, at de stadig husker at sætte en lille smiley :-) til sidst. Hvis jeg var lærer, ville jeg forlængst været nået punktet, hvor jeg havde råbt: HVA ER DET VED DE TO BESKEDER, DER ER SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!?!?!

Nå, men jeg er heldigvis ikke lærer. Heldigvis. For helt ærligt, jeg tror virkelig ikke jeg magtede at være  smiley-mor for 52 voksne.

fuckers01

Emneord ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 609, der følger denne blog