(Lang liverapport fra det sydlige Burma. Jeg håber du holder ud til slutningen. Der er billeder undervejs.)
Ok, jeg kan så starte med at tage den skepsis og alle de forbehold, jeg normalt har som rejsende, og stikke dem op, hvor solen aldrig skinner. Folk er ikke ude på at tage røven på mig. For nu at blive i den region. De er ude på en ting. At hjælpe. Og fortælle deres historie. Det er sådan set det eneste.
Karenernes engelsk er begrænset, men de prøver. Alt hvad de kan. Det er så hjerteligt. Så oprigtigt. Og for mig, den hvide europæer, er det så svært. At tro på, at de virkelig ikke vil andet. For i det kolde nord holder vi os for selv. Vi vil gerne se folk an. Og i udgangspunktet tror vi ikke andre vil os noget godt. Så simpelt er det. Så stærk en følelse, at det tager tid at aflære og lægge fra sig. Måske lykkedes det aldrig helt.
Som altid er verden fuld af kontraster. Det er ikke nyt. For mennesker som mig, der har råd til at betale, er der altid et helle. Med hvid dug på bordene og Lipton-te på kanden. Og dem, der servicerer, er klædt i knasende hvide skjorter. Måske er det også deres helle.
For om aftenen går de hjem til deres landsbyer. Og der er der ingen hvide duge på bordene eller asfalt på vejene. Der bor de i træhuse med bambusgulv. Der trækker de vand op ad brønden og bærer det hjem til deres køkkener, hvor de koger ris over bål. Om natten ruller de plastikmåtter ud, som vi køber i fanzy butikker og pynter vores hjem med, og så lægger de sig til at sove. De er her, og jeg er også her. Og så alligevel slet ikke. For selvom jeg folder hænderne og bøjer hovedet i den rigtige hilsen, er det her bare en rejse, en oplevelse, ikke min hverdag.
I går besøgte jeg en skole, som munkene her i området har bygget, fordi der er brug for et alternativ til det offentlige skolesystem. Fordi de tror på, at børnene har brug for at lære deres egen kultur og sprog at kende, og det kan de ikke i det offentlige skolesystem, hvor kun burmesisk er tilladt. Men også fordi de tror på, at uddannelse er det vigtigste man kan give et barn, der har fremtiden foran sig. Fordi de tror på, at viden skaber fred mellem mennesker. Og fred har de brug for. For her er alle børn vokset op med krig. Kampe. Lyden af skud gennem natten.
På skolen havde børnene lagt halm ud på jorden og rullet den røde løber ud. I kid you not. I to timer sad de med deres åbne ansigter der på jorden og kiggede på mig. Gæsten på den røde løber. Og de hviskede deres spørgsmål til Caleb Paw, der har været min vært i de 2½ dag, jeg har været på besøg. ”Hvordan ser der ud i Danmark?” ”Hvad spiser I?” ”Hvad laver din mand?” ”Har du farvet dit hår?” ”Fortæl os en historie fra Danmark.”
Det var så fint, og det er det bedste ved den her slags rejser. At møde børnene. At se dem sidde og hviske til hinanden og fnise over det menneske, der sidder foran dem. Som fra en anden planet. Og klimakset, da alle 50 børn, en efter en, rejste sig og med den sprødeste stemme og på deres bedste engelsk kom hen til mig og fortalte mig, hvad de hed og hvilken klasse de gik i. Bagefter tog vi billeder. Hundredvis af billeder. Så simpelt. Det var stort. For mig og for dem.
2½ dag er ingenting, og alligevel føltes det som år. Gæstfriheden er ufattelig og tankevækkende. Den 67-årige præst, som jeg ikke kendte for tre dage siden, er nu min ven. Og det er ikke en overdrivelse. Han har som den naturligste ting i verden kørt mig rundt på sin motorcykel fra morgen til aften. Vist mig sin landsby, og åbnet så mange døre for mig. Han er kendt af alle i byen, og med hans hjælp har jeg mødt et kvindeligt parlamentsmedlem og fået adgang til området største munkekloster og talt med den ledende munk om uddannelse og politik og fred og forsoning. Jeg har besøgt fremmede familiers hjem og drukket frisklavet palmevin. Jeg har spist den bedste mad og trykket hundredvis af hænder.
Som tak vil han have ingenting. Vi er venner nu, og fornøjelsen er helt på hans side. Det er en tanke værd, at jeg har svært ved at tage imod al denne gæstfrihed uden at give noget til gengæld. Ikke en gang benzinen, som er rationeret og kostbar som guld, vil han have penge for. Og jeg er vant til at alt kan gøres op i penge, at hver betaler sin sit, og at selv den mindste tjeneste trods alt har en pris. Heller ikke det kan jeg bruge til noget her. For det er gæstfrihed uden en pris. Alt andet ville næsten være en fornærmelse, fornemmer jeg.
Hpa-an er hovedstad for karenerne, en af de største etniske grupper i Burma. De har deres eget universitet, og deres eget parlament. Men de bestemmer ikke selv, for premierministeren er – trods alt – udpeget af styret i Yangon. Han er ikke karener, og han følger direktiverne fra højeste sted. Det er et problem. Det er det, de fortæller mig, munken, præsten og det kvindelige parlamentsmedlemmet. Deres oplevelse er, at alt det, der lige nu sker i hovedstaden, ikke har nogen betydning herude. Tværtimod.
De seneste måneder har mere end 18 familier fået konfiskeret deres land, fordi regeringen har besluttet at etablere et industriområde uden for Hpa-an. Hvor der før var marker og skove, er der nu bart land, store maskiner og nyanlagte veje så langt øjet rækker. Billederne fra området må tages i al hemmelighed, for den slags opmærksomhed, er styret i Yangon stadig ikke klar til.
Tragedien er til at få øje på. For de 150 mennesker, der ikke længere har noget jord at dyrke, er trukket længere ned i fattigdommen. De har ingen kompensation fået, og de har hverken mulighed for at tjene penge på de afgrøder, de før dyrkede på markerne, eller for at forsørge deres familier. Og selvom der måske på sigt vil skyde nye arbejdspladser op i det stort anlagte industriområder, giver det ikke mad på bordet for familierne lige nu. Det er der ikke meget glasnost over.
At tilbringe en uge midt i alt dette er næsten en joke. Der er så mange historier at fortælle. Både dem om fremtiden, der måske nu endelig tegner lys. Og den om, at der stadig er lang vej igen, før folk herude på landet, kan mærke forandringens vinde. Jeg har kun set et lille hjørne af deres virkelighed, og tiden giver mig ikke mulighed for at tage ud i skovene og besøge de mennesker, der kæmper en daglig kamp for overlevelse, og hvor hverken elektricitet, lægehjælp eller basal skolegang er en selvfølgelighed.
Undervejs mødte jeg også Saw Eh Moo. Han skal giftes til maj. Stort bryllup efter danske standarder med 300 gæster. Hans kommende kone er læge, og når de har sparet penge nok op, vil hun åbne en lægeklinik med tilhørende apotek i Hpa-an. Men det er ikke her behovet er størst. Derfor vil de bruge deres weekender på at besøge landsbyerne langt uden for byen, hvor folk dør af sygdomme, som let kunne behandles. Med sig i rygsækken vil de have medicin til at behandle de mest almindelige sygdomme som malaria, dengue feber og diarré. Man kan få så meget medicin for 100 dollars, så det vil være en god ting at gøre. Sådan sagde han. Helt enkelt.
Midt i al elendigheden er det mennesker, som Saw Eh Moo, Caleb Paw og de mennesker, han har introduceret mig til, som alligevel gør det muligt at tage herfra med en vis optimisme. For det er mennesker, der på trods af alt, tror på, at fremtiden kan lade sig gøre, og som har viet deres liv til at gøre en forskel i andre menneskers liv. Ikke for egen vindings skyld, men fordi det er sådan det må være.
