Tag Archives: meningsfuldt

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

Emneord , , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

Emneord , , ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  - du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

Emneord , , , , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

Emneord , , , , ,

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

Emneord , , , , ,

Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

Emneord , , , , ,

Hør nu efter (om madpakker og tålmodighed)

Fire uger siden skolen startede. Eller er det kun tre i virkeligheden? Men stadigvæk. Selv hvis det kun er tre uger siden, så har jeg alligevel afleveret mit barn i 0. kl. 15 gange. Eller i princippet for jeg afleverer ikke hver morgen. Men mit barn er i hvert fald blevet afleveret 15 gange. Og mindst 10 gange har de søde lærere skrevet denne påmindelse til forældrene:

“Vi opfordrer til at ”10-maden” og drikkedunken er i tasken/klassen, så børnene nemt kan komme til dem. Og så er det en rigtig god ide, at lade jeres barn selv komme madkassen i køleskabet – så kan de nemlig finde den når de skal spise frokost.”

Jeg beundrer dem, at de stadig husker at sætte en lille smiley :-) til sidst. Hvis jeg var lærer, ville jeg forlængst været nået punktet, hvor jeg havde råbt: HVA ER DET VED DE TO BESKEDER, DER ER SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!?!?!

Nå, men jeg er heldigvis ikke lærer. Heldigvis. For helt ærligt, jeg tror virkelig ikke jeg magtede at være  smiley-mor for 52 voksne.

fuckers01

Emneord ,

Min nye besættelse – og en vinder

De her damer er min nye besættelse. Jeg er halvvejs gennem Orange is the new black og er allerede håbløst forelsket i alt ved serien.  Gedigent godt, veldrejet, morsomt og aldeles bizart fængselsdrama #like

Og hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så giv dig selv en gratis måned på Netflix, hvor du kan se serien.

orange-is-the-new-black-interview-600x369 (1)

 

Og så til vinderen…. Egentlig kom vi jo fra Sissel-Jo Gazan og og en lodtrækning. 19 lodder i puljen og op af hatten kom nr. 5. Miss Tripola, du er den heldige vinder. Send mig fluks adresse mv. så kommer der et styk Svalens graf din vej

Emneord , , ,

Det er lørdag aften og nogen skal jo sige det

We live in an age where we feel guilt whenever we have to cut someone off but the reality is that some relationships do need to die, some people do need to be unfollowed and defriended. We aren’t meant to be this tethered to the people in our past. The Internet mandates that we don’t burn bridges and keep everyone around like relics but those expectations are unrealistic and unhealthy. Simply put, we don’t need to know what everyone else is up to. We’re allowed to be choosy about who we surround ourselves with online and in real life, even if it might hurt people’s feelings.

We weren’t meant to carry all this weight around on our backs. If you need to cut the fat, if you need to unfollow, if you need to erase, just do it. Because what’s more important: keeping yourself happy or appeasing your ex-best friend from middle school?

thoughtcatalog.com

Emneord ,

Den følelse

Det sker stadig, at Miss C bryder sammen. At hendes hjerne kortslutter i forsøget på at have det store overblik, dirigere slagets gang og få alle til at spille de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Hun er ikke manipulerende, hun er bare et barn, der hele tiden optimerer og udvikler sin leg, og som samtidig godt kan lide at følge en plan, og det er de færreste af hendes jævnaldrende der orker at følge hendes tempo. De leger jo bare – og nogle gange trækker de sig og så vokser frustrationerne. For det er svært at have de bedste intentioner og så se det hele smuldre. Som regel finder hun en ventil, som regel flytter hun sit fokus, som regel justerer hun og tilpasser sin leg, så de andre får lyst til at vende tilbage. Som regel. Efterhånden mere reglen end undtagelsen.

Når det ikke lykkes hende at regulere sin frustrationer på egen hånd, er det som at se en karrusel, der løber løbsk. Hurtigere og hurtigere snurrer den rundt, indtil alt og alle til sidst er kastet af.

Det tog mig tid at lære at være mor i de situationer. Overvindelse. Tålmodig. Overskud. En lille smule teflon. Og masser, faktisk uendelig mængder af kærlighed. For mens hun raser og spyr ild af alle de frustrationer, hendes krop er brændt inde med, er det et inferno af følelser og fysik, skrig og jeg-hader-dig-som-jeg-aldrig-har-hadet-nogen-før.

Jeg trækker vejret ned i maven imens og venter, venter på den lille åbning, hvor energien begynder at sive ud af hendes krop. Hvor hun er på vej ud på den anden side. Jeg rækker ud efter hende velvidende at hun afviser mig. Lidt endnu. Indtil hendes åndedræt begynder at falde og hun vender sig mod mig. Ser på mig, vagtsomt, afventende, som om hun undersøger om jeg stadig er her.

Så siger hun stille: Der er noget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.

Og jeg siger: Jeg vil gerne høre det.

Og hun ser på mig og siger: Inden i synes jeg du er rigtig sød, men uden på er jeg bare så gal på dig lige nu.

Jeg elsker hende alene for det. For at kunne mærke og sætte ord på, hvordan hun har det selv når det er svært og følelserne er modsatrettede og fyldt med dilemmaer. Jeg er taknemmelig for at hun viser mig den tillid og for at hun bagefter sætter hos mig og lægger sit hoved mod mit bryst og siger: Jeg vil gerne sidde og lytte lidt til dit hjerte.

Så sidder vi der. Uden at sige noget. Falder til ro og finder tilbage sammen. Det tager bare et øjeblik, tre minutter måske. Så springer hun ned og løber af sted. Ud i verden. Som om intet var hændt. Det elsker jeg hende også for. At hun er i livet med den største naturlighed, og som lige præcis det menneske, hun er. Min genstridige, jublende, begejstrede, evigt søgende, elskelige datter.

Emneord , , ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 566, der følger denne blog