Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.
Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.
Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.
Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.
Der var også et tidspunkt, midt i 80′erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.
Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.
Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.
Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.
