Tag-arkiv: begyndelse

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

Ting man skal huske at nyde ved børn

1. At fallos endnu ikke har besudlet deres små hoveder.

image

2. At Afrika godt kan se sådan ud, så længe AnCOLA er med på kortet.

3. At de tror at alt der glimter kan spises. Også tamponer.

4. At de ikke tror, der er nogen, der har opdaget at de spiser af kagedejen

5. At de tror de gemmer sig når de sidder med ryggen til

 

Der skal så lidt til at få fred

- verdensfred mener jeg. Vi kunne fx hustandsomdele Bon Ivers For Emma, forever ago i hele verden. Med det musik i den globale højtaler er der seriøst ingen, der kan slå hinanden ihjel. Aldrig nogensinde mere.

Hvis livet var en bog – eller hvis jeg havde 10.000 timer i overskud

Bunken med bøger, jeg SKAL/VIL læse NU, vokser og vokser og vokser. For der er jo ikke timer nok, vel?

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.