Nå men det er så udsigten fra mit hotel ved aftentide. Pagoden stråler smukt over byen, og lige nu er der buddhistisk fest og fejring på toppen. Det går ikke stille af for det er første gang i 20 år at burmeserne har lov til det. Ikke at de drikker sig fulde eller vælter rundt i gaderne, men mere noget med blomster og lys og bøn. Og masser af mad og neonlys. Man må aldrig gå ned på lysshow.

Og neden for kører bilerne, taxaer og busser mestendels, i slowmotion. Der er travlt i Yangon efter det er rygtedes i resten af verden at glasnost lige nu blæser henover hovedstaden. Prisen på en tur fra den ene ende af byen til den anden er fordoblet på ingen tid – i hvert fald for blondiner og nysgerrige turister med store kameraer om halsen. Det er også glasnost.

Men endnu er alt fuldt af håb og fremtiden sprød for nu skal ingen se sig over skulderen før de siger Aung San Suu Kyis navn højt. Og generalerne siger at aviserne må skrive (næsten) hvad de vil. Så fint det er.

I morgen rejser jeg sydpå til en anden hovedstad. Karenernes hovedstad Hpa-an. Jeg skal bo på det hotel hvor karenerne og den burmesiske regering for bare få uger siden underskrev en historisk fredsaftale. Den skal gøre en ende på 60 års væbnet kamp for selvstyre. Eller skulle. For der er nye kampe mellem regeringsstyrker og den karenske gruppe DKBA. De tror ikke på fredsaftalen og de føler sig provokeret af militæret i området.

Der er ingen fare der hvor jeg skal hen for kampene foregår der hvor de altid har fundet sted. I de skov- og bjergrige egne langt fra Yangon og sikker afstand af Hpa-an, i grænselandet ved Thailand. Der hvor karenerne bor i bambushytter mellem meterhøje teaktræer. Der hvor der er hverken biler eller neonlys. Det er en af grundene til at alt balancerer på en knivsæg lige nu.

Forandringens vinde når langt fra helt derud hvor hverdagen er et spørgsmål om liv eller død. Og derfor kommer demokratiet ikke til Burma over en nat. Heller ikke selvom Aung San Suu Kyi bliver valgt til parlamentet i april. Eller fordi vi – altså verdenssamfundet – sender 100 mio. af kroner eller dollars over grænsen i velment og tiltrængt udviklingsbistand. Det kommer til at tage tid.

Ingen rejser sig fra 60 års diktatur på en nat. Optimisme eller ej.

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

Miss Carla kører for 3. år i træk et tema over lyserødt kjoleskrud fra HM.  Denne gang tilsat noget fehalløj med lange, florlette tyl-rottehaler. Stor begejstring.

Og familiens magelige lillebror jublede over at han helt lovligt og uden overtalelse kunne beholde nattøjet på og med hjælp fra et styk nøgleringspels (også fra de hellige svenske modehaller) tog han af sted som leo/gepard. Endnu større begejstring.

Så voila! Vi klarede den endnu engang. Eller rettere de klarede den. Og selvfølgelig skal I ikke snydes for resultatet

Nå ja, der var så lige et barn der havde pudset næse i min telefon. You can’t win them all…

(Billedet er med forlov og undskyld på forhånd fra Berlingske)

- Det siger du altid, sagde den store.

- Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

- Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

• Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
• Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
• El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
• Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
• 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
• Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
• Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
• Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
• Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
• Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
• Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
• Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
• Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.