Kategoriarkiv: As if

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

Ville du have troet på det? Ville jeg?

Gad vide om jeg havde haft så travlt med at få børn, hvis nogen havde fortalt mig dette (og husk det er bare et eksempel blandt mange):

Fredag aften. I er på vej hjem fra svømning. Du sveder, for det gør man altid når man har været i svømmehallen. Nu står du i din varme vinterjakke på McD med to Happy Meals på en bakke, mens dit ene barn sidder på toilettet med dårlig mave og lort på bukserne. Dit andet barn tilbyder at hjælpe med at fylde cola i kopperne, mens du håndterer toiletbesøget.

Når du kommer tilbage fra toilettet, hvor den mindste stadig sidder på tønden, løber der en stille svedperle ned over tindingen, og foran dig står den store i en sø af cola og siger: Måske er det smartere at komme is i koppen, før man kommer cola i. 

Ville jeg havde troet på den historie? Ville du?

Eller ville jeg mon bare have grinet højt og tænkt, at sådan en mor ville jeg aldrig blive – hverken hende, der belønnede mine børn med fastfood, eller hende, der ville lade tingene komme ud af kontrol?

Det dobbelte land (sig igen, at der ikke er fattige i Danmark)

Jeg ønsker mig en ny mælkeskummer og et spisebord. Jeg gad altså også virkelig godt på en storby-veninde-tur til foråret. Og så kunne det jo være ret så fint med en ny terasse, en havebruser og den slags… Sådan er der så meget.

Forleden drømte jeg om at flytte til Orø og tilbragte det meste af dagen på Boligsiden. Og så gik det op for mig, at man kan købe huse til 200.000 kr. alle mulige steder i Danmark. Så måske man skulle have sig et sommer-lege-jeg-keder-mig-lidt-i-provinsen-hus?

Jeg klikkede lidt rundt, optændt af min indre tilbudsjæger og den hellige forbrugsild, men efterhånden begyndte jeg at få en ret dårlig smag i munden.

For Boligsiden dokumenterer det vi godt ved, men ikke må sige: Udkantsdanmark findes. Det samme gør de marginaliserede. Og de fattige (jo, de gør så!).

De bor lige her:

Alle billeder er fra virkelige boligannoncer. Det billigste hus koster 165.000.

Problemet med Speltland

Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
  • For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
  • For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
  • For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
  • For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.

Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.

Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

Papirdrømme

Siden jeg blev mor, har jeg ikke drømt en ærlig drøm. Du ved en af den slags, hvor man vågner op og er helt fortumlet, og det tager det meste af en formiddag at få de imaginære følelser ud af kroppen og lande i verden igen.

Men i nat drømte jeg dette: En hånd gav mig to stykker Rizlapapir. Det ene lidt krøllet, og det andet lidt i stykker. Da jeg tog imod papirerne, sagde hånden: Jeg kan godt rulle cigaretterne for dig, hvis du ikke ved, hvordan man gør?

Hvad faen er det for en drøm at stikke mig efter så mange år uden? Som om jeg ikke kan huske, hvordan man ruller en cigaret i hånden.