Biblioteket

- anmeldelser og inspiration fra Sandhedens Bogreol, i al beskedenhed!

Velkommen til Sandhedens Bibliotek med små korte anmeldelser/omtaler af de bøger, jeg læser. Jeg håber, du vil kigge med, blive inspireret og give dit besyv med undervejs.

Jacob Berner Moe: Nu tuder jeg igen

Det er sjovt, det her! Jeg elsker noveller. Fordi formatet er så imponerende. Altså at det lykkedes forfatteren at få dig til engagere dig og føle noget for nogen på bare fem sider.

Historierne er egentlig stilfærdige nok og foregår i noget så usædvanligt som rødvinsgenerationens stuer, men det er så fint som forfatteren formår at beskrive det bizarre i de mest velkendte situationer. Læs den og sig mig, at du aldrig har oplevet noget lignende eller tilnærmelsesvist i din egen familie. God, god underholdning – og virkelig hurtig læst.

Kirsten Hammann: Se på mig

Jeg elskede Kirsten Hammann. For hun kunne noget med ord, som ikke var mange forundt, syntes jeg. Vera Winkelvir er en sindssyg tour de force ind i en kvindes hjerne, og Fra smørhullet spiddede det moderne ægteskab (og dets opløsning). Derfor var jeg også temmelig skuffet over En dråbe i havet, som var sådan lidt wanne-be “det er synd for de fattige”. Og Se på mig er endnu værre (og jo, jeg ved godt at anmelderne var mere end begejstrede, men jeg forstår dem virkelig ikke). Totalt kedsommelig fortælling om en forladt, lettere neurotisk kvinde, der får en ny lejer, der af bar kedsomhed og i jagten på inspiration til sin næste roman giver sig til at overvåge kvinden. Bevares der er noget sex og noget onani og nogle våde drømme undervejs, men det fortsætter i det uendelige og ingenting sker med intet formål. Faktisk magtede jeg ikke at læse den til ende. Jeg faldt simpelthen i søvn for mange gange undervejs til at gide besvære mig med de sidste 100 sider.

Caitlin Moran: How To Be a Woman

Den her slags bøger skal læses på originalsproget, for det engelske sprog – og den engelske humor – kan noget i sig selv, og som er svært at oversætte.

Med udgangspunkt i sine egne oplevelser beskriver Moran sit møde med kvindelivet, som det tager sig ud både for teenageren og den voksne. Det er ikke bare sjovt, men også ganske tankevækkende. Ikke mindst fordi hun både beskriver, hvordan hun forsøger at leve op til sine egne forestiller om, hvordan en rigtig kvinde skal være – og fordi hun samtidig rammer det moderne kvindeliv lige på kornet. Det er virkelig meget morsomt, og også en lille smule sørgeligt, når hun sætter ord på alt fra kvinder og mode til kvinder og aborter (hendes argument er, at det altid er synd for kvinder der har fået en abort, særligt hvis de allerede er mødre). Læs den. Grin. Og tænk!

David B.: Det store onde

Det er stærke sager, når det sættes billeder på, hvordan et barn (forfatteren) oplever sin opvækst i 1960′ernes Frankrig. Han vokser op i en familie, hvor storebroderen er alvorligt syg af epilepsi, og forældrene prøver alle tænkelige behandlingsmetoder for at hjælpe og helbrede deres søn. Ofte på bekostning af både de andre børn i familien og den sygdomsramte søn. Det er nemt at trække tråde til nutidens Kernesunde Familier og lignende yderligtgående behandlingsmetoder. Grafiske noveller kan noget romaner ikke kan, særligt når fortællingen ses gennem barnets øjne. Det er både skræmmende og rørende.

Emma Larkin: Finding Orwell in Burma

I Burma har George Orwells fremtids-overvågningsroman 1984 (som alle bør læse) kultstatus. Fordi burmeserne mener, at Orwell med sin bog forudsagde Burmas fremtid. Forfatteren, der skriver under pseudonym, har besøgt de steder, som George Orwell beskriver i sine bøger, og som han selv opholdt sig, mens han var udstationeret i Burma. Det er ganske betagende og meget rørende. Larkin er en stor fortæller med blik for de små detaljer. Og hvis du interesserer dig bare en smule for Burma, bør du unde dig selv både denne bog og hendes bog om cyklonen Nargis, der slog millioner af mennesker ihjel, mens det burmesiske regime lagde røgslør ud over katastrofen (Everything is Broken).

Gary Shteyngart: Super Sad True Lovestory

Anmelderne elsker Shteyngarts amerikanske fremtidsdystopi om Lenny Abramovs håbløse forelskelse, og om en ny verden, hvor Kina sidder på magten og USA er helt til rotterne.

Det er vist meningen, at det både skal være tankevækkende, skræmmende og morsomt på samme tid. Men jeg kedede mig bravt, mens jeg ventede på en form for et klimaks. Den er hverken eller, og til sidst gav jeg op. Ikke besværet værd, hvis du spørger mig.

Sjón: Tusmørkeundere

Det kræver tid og tålmodighed at læse islandske Sjóns bøger, for det er en verden fuld af sær gammel magi og et mærkværdigt og usædvanligt persongalleri. Til gengæld bliver din tålmodig så rigeligt belønnet, for i Tusmørkeundere udfolder sig en historie så barsk og brutal om mødet mellem den gamle tro og det kristne livssyn. Historien foregår i Island under Reformationen, og historien om Jonas Den lærdes kvaler fortælles med udgangspunkt i den islandske naturs udfordrende karakter. Lyder det syret? Det er det også, og du skal give dig god til at komme i gang med historien, men når først du er fanget ind, går det over stok og sten. Jeg synes du skal belønne dig selv med en stor og sjælden oplevelse af næsten poetisk og i hvert fald magisk karakter.

Josefine Klougart: Hallerne

Det er ikke en bog for sarte sjæle, Josefine Klougart har skrevet. Tværtimod er den så bitter og barsk og kold, at det næsten ikke er til at holde ud at læse.

En historie om en mand og en kvinde og deres destruktive, seksuelle forhold. Set gennem kvindens øjne. Følt på kvindens krop. Det er fantastisk godt skrevet og en stor læseoplevelse,  selvom smerte og fornedrelse driver ned ad hver eneste side.

Maja Lucas: Min far kan lide fugle

Sikke en fin bog Maja Lucas har skrevet. 72 små prosastykker, der beskriver, hvordan et barn oplever en skilsmisse mellem sine forældre.

Helt alene er det lille barn med alle sine tanker, og faren og savnet og moren og den nye kvinde, der tager morens plads. Forældrene forsøger at få hende til at forstå, men hun kan aldrig få det hun ønsker sig allermest – at få sin gamle familie tilbage. Og Maja Lucas skriver så dejligt. Og rørende. Jeg har straks bestilt flere af hendes bøger.

Rikke Bakman: Glimt

Og når du har læst Min far kan lide fugle, kan du passende læne dig tilbage og nyde Rikke Bakmans poetiske barndomsfortælling.

En tegnet erindringsroman, der skildrer et sommerdøgn i seksårige Rikkes liv. Dejlige tegninger og masser af genkendelige minder for os, der er jævnaldrende med forfatteren.

Lone Aburas: Den svære toer

Det er god humor, det der. Rigtig god og underspillet humor. Hurtig læst. Easy access. Perfekt sommerbog.

Og hvis du morede dig godt, kan du jo passende læse hendes debutroman Føtexsøen bagefter. Den er næsten endnu sjovere.

Sara Stridsberg: Darling River

En moderne Lolitafortælling om et menneske, der på alle måder går i opløsning.

Sara Stridsbergs ord er på en gang guddommelige og frastødende. Jeg er en stor fan.

Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Så du læser ikke digte? Se, det er en fejl. Særligt hvis du har børn. Digte og noveller er vejen frem, når man hele tiden er i fare for at blive afbrudt.

Og Søren Ulrik Thomsen… ahmen, han er kongen og skriver guddommelige digte fuld af ord og mening og stemninger, som du ikke behøver en doktorgrad i litteratur for at få noget ud af at læse.

Göran Tunström: Tyven

En af de aller-allerbedste bøger, jeg har læst. Nogensinde. Der er ikke meget at grine af, men masser af gyse over i fortællingen om krøblingen Johans jagt på Sølvbiblen, det svenske nationalklenodie.

Da Vinci-mysteriet er seriøst lokumslitteratur ved siden af.

Karl Over Knausgård: Min kamp

Den lange, lange norske, selvbiografiske roman, som fortsætter i det uendelige. Jeg er godt igennem første del, og der er virkelig smæk for skillingen i den unge Knausgårds norske provinslivs ungdom.

Knausgård skriver med lyn og torden og med en sproglig begejstring, som smitter alle, der elsker ord.

Roy Jacobsen: Mit vidunderbarn

Det er den sprødeste historie om en dreng og hans mor og hans familie – fortalt så fint af netop den dreng, bogen handler om.

Jeg er fuld af beundring over, at Roy Jacobsen så ubesværet rammer den tone. Seriøst en god bog.

Anna Funder: Stasiland

Og nu til noget helt andet, for det her er ikke en roman, men en historisk beskrivelse og kortlægning af livet bag Muren beskrevet af en australsk journalist.

Det er en aldeles gruopvækkende fortælling om, hvordan en efterretningstjeneste kan flytte ind i hovederne på en hel nation. Scary stuff.

Kari Hotakainen: Hjemmefronten

En virkelig, virkelig morsom historie om den moderne mand og alt det, han giver, hvad takken er for hans indsats og transformation til metroseksuel, og ikke mindst, hvor galt det kan gå, når han pludselig får nok.

Hallgrímur Helgason: 101 Reykjavik

Mere (sort) humor. Denne gang fra Island før krisen. Om 34-årige Hlynur, der er på bistandshjælp og stadig bor hjemme hos sin mor, og som tilbringer natten på Reykjaviks barer, hvor han desperat forsøger at støve kvinder op. Gæt selv hvordan det går.

Nuancerede lige mit syn på en ø i outback Nordsøen.

J.M. Coetzee: Vanære

Coetzee er virkelig Gud. Hvid sydafrikaner, der allerede under apartheid, skrev om hans kontrastfyldte land og konsekvenserne af det hvide styres raceadskillelsespolitik.

Vanære er en fortælling fra tiden efter apartheid og handler om fordomme og tilgivelse både i det nære og i det fjerne. En lille bog, der gør et stort indtryk.

Black Water
af Joyce Carol Oates

Jeg fandt bogen til bare 10 kr. hos den lokale boghandler, og nu er jeg total fan af Joyce Carol Oates.

Historien foregår i 1980′ernes USA, hvor en ung kvinde kører galt med en velanset senator, som hun netop har indledt et forhold til. Han slipper ud af bilen, men hun sidder fastpændt, og mens hun ser døden i øjnene får vi historien om hendes møde med senatoren og hendes tanker om at have et forhold til en kendt politiker, der kunne være hendes far.

Det er en lille bog på bare 100 sider, men det er noget af det mest dramatiske – og poetiske – jeg har læst. Beskrivelsen af hvordan hun langsomt drukner, mens hun er fastspændt i bilen er ganske enkelt ækelt. Det er samme er i virkeligheden forholdet mellem den ældre, magtfulde mand og den unge, ambitiøse kvinde. En stor historie på sin egen stille facon – og jeg har fået en ny yndlingsforfatter.

Love In Infant Monkeys
af Lydia Millet

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod den dybere mening, men jeg var virkelig godt underholdt af Lydia Millets mærkværdige historier om de dyr, som de kendte bor sammen med.

Mærkværdigt? Ja, helt klart, men ideen er sjov; altså at lade dyrene få ordet. Der er fx både en historie om Madonnas tanker, da hun skyder et dyr under en jagt i det engelske højland, og en om Sharon Stones møde med en indonesisk rigmand og en meget sulten varan, der spiser hendes mands ene fod. Læs den selv. Den er godt skrevet, og det er bizart nok til at være underholdende, selvom meningen som sagt ikke altid stod krystalklart for mig.

Other Rooms, Other Wonders
af  Daniyal Mueenuddin

En rigtig sjov novellesamling – eller, inden du dør over ordet novelle, måske snarere et kalejdoskop af historier om en række mennesker, der lever sammen med og rundt om en rigmand i Pakistan. Der er ikke mange lykkelige slutninger, hvis nogen overhovedet, så det er ikke ligefrem en humørbombe af en bog. Derimod er det en ret tankevækkende beretning fra en kultur, hvor alle er afhængige af hinanden, hvor det gælder om at bruge magten når man har den, og hvor lykken er mere end flygtig.

Jeg er en kæmpe sucker for bøger af indisk-pakistanske forfattere. Der er noget med deres fortællinger, de universer, der skaber, som går lige i hjertekulen hos mig. Og den her er ingen undtagelse. Det er virkelig en bog, der er værd at læse – og som er god godnatlæsning for alle os, der ikke når mange sider, inden søvnen laver bagholdsangreb på os.

The Slap
af Christos Tsiolkas

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse The Slap, som har fået roser og klapsalver og priser og er blevet en international bestseller.

Omdrejningspunktet er en havefest, hvor en far slår et barn, som ikke er hans eget. Hændelsen påvirker alle gæsterne, og vi følger efterfølgende seks af de personer, som på en eller anden måde er tæt på faren og barnet.

Godt kneb. Altså det der med at fortælle historien fra forskellige synspunkter. Men helt ærligt. Jeg kedede mig ret hurtigt, og jeg synes langt fra romanen er så rammende en generationsfortælling, som den bliver gjort til. Jeg nåede kun halvvejs igennem, før jeg blev nødt til at læse noget andet. Og helt ærligt, tror jeg aldrig jeg får den læst færdig. Desværre.

Middlesex
af Jeffrey Eugenides

Den bog har stået på min bogreol nærmest siden tidernes morgen, og efterhånden var den blevet helt usynligt. Heldigvis tog jeg den med på camper-tur, for det er en bog, der fortjener at blive læst.

Romanens fortæller er pigen Callie, der er græsk-amerikaner. Måske er Callie i virkeligheden en dreng. I biologisk forstand. Mens Callie fortæller sin egen historier, dykker hun også ned i historien og fortæller sin families historie, som starter et sted i Grækenland, hvor det umage par, som hendes bedsteforældre viser sig at være, kommer til at præge både hendes og hendes forældres opvækst.

Historien er genialt godt fortalt og morsom. Jeg er en sucker for gode fortællere, der forstår at skrue en god historie sammen, så man slet ikke opdager, at man har brugt det meste af 400 sider på at komme frem til pointen – uden den i sig selv måske er specielt overraskende. Og så er fortællingen oven i købet og med overbevisning skrevet ind i virkelige historiske hændelser. Me, I love!

Mason and Dixon
af Thomas Pynchon

En moderne klassiker. Amerikansk litteratur i verdensklasse. Must read for alle bogorme. Og tro mig, jeg har prøvet. En gang. To gange. Og nu tre gange, på orloven med al den tid i verden. Men det går ikke. Jeg kan ikke blive gode venner med Mason og Dixon. Så nu lader jeg andre om at lovprise Pynchons mirakel og trøster mig med, at jeg i det mindste har læst og Ulysses, og den må trods alt tælle for adskillige klassikere.

Liberty
af Jacob Ejersbo

Ham Jacob Ejersbo, han kunne et eller andet. Det her er 3. bind af hans 1.300 sider lange triologi, og jeg har stadig ikke rigtig haft tid til at kede mig.

Historien foregår i Tanzania, hvor vi følger hhv. danske Christian, hvis far arbejder for en sukker-fabrik, og Moses, der arbejder for en af de andre udenlandske familier som tjener og barnepige. De to drenge bliver venner, men efterhånden som de bliver ældre, får de sværere og sværere ved at finde et fælles ståsted.

Der er fart over feltet fra første side, og selvom 1. bind måske var mere tempofyldt, så går det stadig stærkt. Historien fortælles skiftevis af de to drenge, og undervejs får vi også (gen)fortalt nogle af historierne fra 1. bind, men fra en anden synsvinkel.

En af mine veninder opgav at læse bogen, fordi hun synes, der er for meget sex, drugs og hor i bøgerne, og det er ikke løgn, at det krævede sit at være ung i Tanzania i 1980’erne, hvis vi skal tro Ejersbo.

Jeg bliver alligevel fanget af hans historier og slugte de mange sider på få dage. Han skriver som en drøm og ligesom Nordkraft er det en rigtig pageturner. Jeg synes faktisk det er ret modigt at skrive en dansk roman, som foregår i Afrika. Udover Karen Blixen og Natasja Illum Berg er der ikke mange andre forfattere, der har gjort dem kunsten efter. Og jeg forstår virkelig godt, hvis Ejersbos trilogi bliver en klassiker. Jeg glæder mig til at komme hjem til bind 2, som jeg af en eller anden grund ikke har fået læst endnu.

Doppler
af Erland Loe

Ok, tal om en mærkværdig bog, som er ganske kort, hurtig læst og ret morsom.

Vi befinder os et eller andet sted i en skov uden for en by i Norge. Hovedpersonen har forladt sin søn, sin kone og deres endnu ufødte barn og residerer nu i et telt i en del af skoven, der stadig er tæt nok på byen til, at han kan tage på togt for at skaffe sig de værste fornødenheder.

Det er virkelig en bizar historie, men sjov – og jeg er klar til flere bøger af Loe, som er blevet rost af mange for at skrive rammende og morsomme nutidsromaner.

The Thing Around Your Neck
af Chimamanda Ngozi Adichie

Anmeldelse på vej, men jeg kan allerede nu afsløre, at jeg er ret begejstret, og jeg synes du skal læse alt, hvad denne guddommelige kvinde, som kun lige har rundet de 30, har skrevet…

Den anden hånd
af Chris Cleave (bogklub)

En god og tankevækkende historie, som desværre tabte pusten lidt hen imod slutningen.

Fortællingen foregår i England, hvor vi møder en ung afrikansk kvinde, der er flygtet fra Vestafrika. Hendes historie væves sammen med fortællingen om en engelsk kvinde, der har mistet sin mand, og hele pointen er, at man ikke ved mere end det, men netop langsomt får historiernes sammenhæng trevlet op gennem bogen.

Beskrivelse af en ung flygtnings oplevelser i England er egentlig skræmmende nok, men det er der faktisk holder er selve bogens præmis om, at vores handlinger altid har større vingefang end vi selv tror. Det lyder måske søgt, men historien er virkelig, virkelig godt fortalt.

Jeg var ret skuffet over slutningen. Jeg havde nok forventet en lidt mere overraskende krølle, men de fleste andre i min bogklub var ikke så forbeholdne og synes, at Cleave bar fortællingen overbevisende hjem.

Min næstes hus
af Jette A. Kaarsbøl

Lidt for meget mand får krise og vender tilbage til sin barndomsby og finder sig selv over den Kaarsbøls anden roman. Ja, jeg kedede mig faktisk bravt fra start til slut.

Historien handler om en succesrig arkitekt, der i forbindelse med sin fars død må tage tilbage til faderen hjemby og ordne hans begravelse. Det viser sig, at far og søn kun har haft sporadisk kontakt i de sidste mange år, og da bymenneske pludselig befinder sig i en jysk landsby, får han tid til at se indad og måske finde de sande værdier i livet.

Helt ærligt, ret banalt. Og jeg var faktisk ret skuffet, fordi jeg slugte hendes første bog Den lukkede bog. Hele tiden sad jeg og ventede på noget mere eller en overraskelse, men den her bog er ren WYSIWYG, og det smittede faktisk af på sproget, som også var både banalt og uinspirerende. Ikke lige noget for mig.